En orgelindvielseskoncert er en ganske særlig begivenhed. Dels fordi det hører til sjældenhederne, dels fordi programmet fortjener et alsidigt og ikke mindst festligt indhold.
Orglet betegnes ofte som instrumenternes dronning, og skal både kunne klare festmusik til et bryllup og meditativ musik til en begravelse. Orgeludvidelsen har nu sikret flere farver på paletten, og tilhørerne kan nu nyde en forbedret klang med både større dybde og brillians.
Både fællessangen samt præ- og postludierne vil kunne opleves som en klar forbedring i det samlede klangbillede.
Det er organist Søren Rasmussen ved Abildgård kirke, der i samarbejde med orgelbyggerfirmaet Bruno Christensen & Sønner, har stået som konsulent for projektet. Det er også Søren Rasmussen, der denne aften sidder på orgelbænken, og han har forberedt et rigt varieret program i mange stilarter og tidsepoker. Man får således lejlighed til at høre en række variationer over et kendt tema af Mozart. På den måde får tilhørerne et godt indtryk af de mange nye registreringsmuligheder, som det fine instrument nu byder på.
Senere følger Johann Sebastians Bach’s vel nok mest berømte orgelværk: Toccata og fuga i d-moll, der nærmest er et ”must” ved en sådan lejlighed som denne aften. Reformationsjubilæeet vil også blive markeret med en pompøs orgelkoral over reformationssalmen over dem alle: Vor Gud han er så fast en Borg, der oprindelig blev uropført af musikfaderen himself på reformationsdagen den 31. oktober i 1735.
Koncerten afsluttes med Widor’s Toccata, der blev ”verdensberømt” i Danmark i forbindelse med Regentparrets bryllup for snart 50 år siden.
Koncerten vil også indeholde solistiske indslag ved en sanger Anne Dorthe Jæger Sørensen. Hun synger Panis Angelicus af Cesar Frank og Laudate Dominum af Mozart.
Kirkens egen organist Alena Jespersen, der er elev af Søren Rasmussen, vil også være på bænken i et orgelværk for 4 hænder og fødder, her bliver der luftet godt ud i alle orgelpiber i Triumfmarchen fra operaen Aida.
Samtidig med orgelrenovering blev der renoveret Kalkmaleri fra 1225-50, som også er en fornøjelse at se. Det blev sidst renoveret i 1888-90.
Efter koncerten er der kaffe og kransekage til alle. Kom og vær med til en rigtig festlig aften.
Orgelindvielseskoncert onsdag den 25. januar Kl. 19.30 i Bindslev Kirke.