Hirtshals er en habit fuld af hjerte

Mads Nygaard fortæller her historien om syreren Ibraheem, der flere gange sov ombord på kutteren Mågen i Hirtshals Havn.

95

Af Mads Nygaard
Forfatter

De seneste uger har der gået nogle rygter nede på havnen i Hirtshals. Efter sigende skulle der være en ung mand fra Syrien, der hele tiden ligger og blunder ombord, når fiskerne ved morgengry rammer deres kuttere. Især Leif og Jimmy har haft deres hyr med gutten. Flere gange har de snublet over den sovende syrer på det gode skib Mågen.

Til en start ringede de bare efter politiet. Ordensmagten kom, men at sove på en kutter er ikke verdens største synd i Hirtshals. Ergo blev gutten hurtigt sat på fri fod igen.

Men minsandten om ikke det samme syn mødte Leif og Jimmy næste morgen. Endnu engang kom betjenten, og endnu engang blev gutten hurtigt løsladt. Da det skete for tredje morgen i træk gad Leif og Jimmy ikke mere døje. De begyndte derfor at snakke med den unge syrer.

Navnet var Ibraheem, 23 år gammel. Og nu de var så godt i gang med at sætte ham på plads, kunne de vel også tage ham med hjem. Her overraskede Ibraheem en del. Han talte både engelsk og japansk. Han var ateist og røg som en skorsten. Og han havde da vist også studeret til noget ingeniørværk af en slags. Og hvorfor var han så kommet til Hirtshals? Jo, Ibraheem ville til Island. Der skulle være så fint deroppe for en fri fugl som ham.

Nu var Leif og Jimmy næsten færdige med at sætte Ibrahim på plads. Det gjorde de forleden. Under højtidelige omstændigheder og over en god frokost præsenterede de Ibraheem for en gave. En Hirtshals-habit. I resten af verden kaldes det vist nok en termokedeldragt. I vores by er det sådan én alle mænd med respekt for sig selv går rundt i, særligt om sommeren, hvor det i hvert fald ikke skal hedde sig, at vejret kan få lov til at bestemme noget som helst.

Nå, men her i januar er Hirtshals-habitten guld værd, hvis man elsker at sove under åben himmel. Eller ombord på det gode skib Mågen, selvfølgelig. Og det er lige nøjagtig her, at Ibraheem nu har fået asyl.
I hvert fald så længe han venter på et lift til Island.

Hirtshals, du er barsk, men du er sgu også en habit fuld af hjerte!

Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments