Det var en tydeligvis glad Henning Sigsgaard, der tirsdag tog imod FlaskePostens udsendte på arealet mellem skolen og børnehaven i Tornby.
Glæden var forståelig, da den skyldtes, at resultatet af lang tids hårdt arbejde endelig er ved at vise sig i form af en splinterny multibane ved Tornby Hallen.
– Projektet stod egentlig lidt i stampe efter, at vi havde fået tilsagn om de første 200.000 kr. fra Hirtshals Sparekasses Gavefond, men det lykkedes alligevel at få fundet resten af pengene op til en million, fortæller Henning Sigsgaard.
– Vi har budgeteret med cirka 1,3 million, hvilket betyder, at Tornby Idrætsforening skal finansiere resten, men det klarer vi også uddyber Henning Sigsgaard.
Blandt de andre sponsorer nævner halinspektøren blandt andre DBU, Nordea, Lokale og Anlægsfonden samt Hjørring Kommune.
– Vi skal nok overholde vores tidsplan, så de andre kan komme til, siger Martin, som sammen med Jan kommer fra firmaet Kompan.
Når banen står færdig om en måneds tid, bliver der arrangeret en indvielse med maner, lover Henning Sigsgaard.