Astronomiske tal ved juleklippedag på Bindslev Skole

Ikke bare antallet af fremmødte forældre og bedsteforældre var flot, men overvældende var også antallet af serverede æbleskiver og bagte pebernødder ved torsdagens juleklippedag på Bindslev Skole.

27

Der var traditionen tro selvfølgelig salmesang som start på juleklipppedagen ved Bindslev Skole. Dernæst var der adskillige kreative værksteder rundt omkring i skolens lokaler. For så vidt var alt heldigvis ved det gamle, men imponerende var alligevel det overraskende store fremmøde af både forældre og bedsteforældre.

For slet ikke at nævne det nærmest astronomiske antal pebernødder, der blev trillet og bagt i løbet af dagen. Ligesom de ældste elevrødder formåede i et overvældende tempo både at varme og servere næsten 1.000 æbleskiver fra uddelerne Johnny Steen Nielsen og Claus Kold hos Dagli’Brugsen i henholdsvis Tversted og Bindslev.

Der var i sagens natur også varm risengrød og saftevand til at stille sulten og tørsten med. Alt sammen bidrog til en fantastisk god stemning, mens der blev klippet og klistret samt lavet dekorationer og måske endda slået ny rekord på længden af den obligatoriske guirlande, der voksede som en grådig Midgårdsorm i Taggården.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments