Socialdemokraten Rasmus Prehn er ny lokal kandidat til Folketinget

Rasmus Prehn skal styrke Hjørring Kredsen til næste folketingsvalg, udtaler borgmester Arne Boelt efter valget mandag aften af førstnævnte som ny lokal kandidat til Folketinget.

11

En enig kredsgeneralforsamling for Socialdemokratiet i Hjørring Kredsen har mandag aften valgt Folketingsmedlem og transportordfører Rasmus Prehn som ny kandidat til Folketinget.

– For Hjørring Kredsen er transportpolitik noget af det allervigtigste. Vi er derfor fantastisk glade for, at Rasmus stiller op for os. Rasmus er en stærk kandidat. Ikke bare på det transportpolitiske område, hvor han skal hjælpe os med endnu bedre vilkår for Hirtshals Havn, vore færgerederier, elektrificering af jernbanen og infrastruktur i det hele taget. Rasmus er også en dygtig idepolitiker, debattør og kampagnemand. Det er heller ikke uden årsag, at Rasmus blev kåret som årets lokalpatriot af det politiske netmagasin Altinget. Rasmus vil helt sikkert kunne hente mange stemmer til Socialdemokratiet ved at stille op for os. Når Mette Frederiksen bliver Statsminister, er Rasmus Prehn for os at se blandt de helt oplagte kandidater til en ministerpost, fx som Transportminister. Derfor medvirker vi fra Hjørring Kredsen gerne til at løfte Rasmus ind i Folketinget igen med et endnu stærkere mandat og endnu flere stemmer fra hele Nordjylland, udtaler Hjørring borgmester Arne Boelt, der ikke lægger skjul på, at han har brugt energi og kræfter på at hente Rasmus Prehn til Hjørring Kredsen.

Også kredsformand Jan Thomsen er meget tilfreds:

– Rasmus Prehn har vist, at han kan skaffe nye medlemmer, flere aktive og masser af liv i kludene og engagement for partiet. Det vil vi gerne være en del af her i Hjørring Kredsen. Og vi vil knokle sammen med Rasmus for at sikre, at det sker, og at Rasmus får det allerbedste rygstød ind i Folketinget næste gang. Vi har store forventninger og ambitioner på Rasmus Prehns og Socialdemokratiets vegne her i Hjørring Kredsen. Og vi lægger ikke skjul på, at vi håber, han bliver minister.

Afgående folketingskandidat fra Hjørring Kredsen, Peter Duetoft, udtaler:

– Sidste valgkamp var en trist oplevelse. Usandheder og personlige angreb var dagligdag. Samtidig handler politik åbenbart nu om at kravle højt op I et træ og råbe ultimative krav. Det er øjensynlig den nye vej til en ministerpost og indflydelse. Men det er en dårlig retning. For mig handler politik om forlig, kompromisser og god samtale. Men samtalen er døende – og en gensidig skyttegravskrig egner jeg mig ikke til.

– Jeg ønsker at bruge kræfterne på at sikre Arne Boelt en tredje periode som borgmester i Hjørring. Vi skal ikke på chancesejlads. Samtidig vil jeg være med til at skabe en værdikamp, der skal sikre, at Danmark fortsat er et samarbejdende folkestyre. Der er behov for at kæmpe for fællesskab – i stedet for at acceptere egoisme. Vi skal tilbage til det “samtaledemokrati”, jeg oplevede i de 14 år, jeg var medlem af Tinget, uddyber Peter Duetoft.

– Valget i 2015 gik OK for mig set i lyset af de få måneder, jeg var opstillet før valget. Det ville muligvis blive endnu bedre næste gang. Men indsatsen mod “systemfejl” i det danske demokrati er for mig så vigtig, at jeg hellere vil koncentrere mig om byrådet og den kamp. Derfor glæder det mig, at Rasmus Prehn bliver kandidat. Rasmus er dygtig, vidende, resultatorienteret og har holdninger, der er brug for. Han styrker klart Nordjylland i Folketinget – derfor har vi stærkt brug for ham. Jeg glæder mig til, at vi fortsat står skulder ved skulder,  slutter Peter Duetoft.

Rasmus Prehn selv har følgende kommentar til opstillingen: Jeg er stolt og beæret over valget som kandidat for Hjørring Kredsen. Der er masse af opgaver at tage fat på i kredsen. Jeg er allerede i fuld gang med at sikre bedre mulighed for godstransport til Hirtshals Havn, elektrificering af jernbanen og en mere fair kommune-økonomi. Jeg glæder mig meget over, at opstillingen i Hjørring Kredsen vil slå mig yderligere fast som hele Nordjyllands kandidat. Jeg er kisteglad for det kæmpe rygstød, denne opstilling giver til mit politiske arbejde på Christiansborg.

Helt kort om Rasmus Prehn

  • Rasmus er 43 år, gift med Heidi og far til tre børn, Nikoline på 14, Liva på 12 og Oskar på 7. Familien er bosat i Aalborg og har to hunde, Ronja – en golden reteriver og Pippi – en golden doodle
  • Rasmus har været medlem af Folketinget siden 2005 og har de sidste fem år været transportordfører og før det kommunal-, forsknings- og boligordfører. Endvidere er Rasmus medlem af Retsudvalget, udvalget for Forskning og Videregående Uddannelser samt Kirkeudvalget. Inden Folketinget var Rasmus Prehn byrådsmedlem i Aalborg Kommune
  • Rasmus har en bred arbejdserfaring med alt fra ufaglært cykelsmed, opvasker, kokkemedhjælper, pædagogmedhjælper, sekretariatsleder, højskole- og gymnasielærer. Rasmus er uddannet i samfundsfag og sociologi fra universiteterne i Aalborg og Leeds (UK)
  • Rasmus er medejer af kampagnebureauet Mærkesag
  • Rasmus har udgivet bogen Frihed til Fællesskab sammen med Simon Pihl Sørensen.
0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments