Lokale Anne Christensen skriver fra World Robot Olympiad i Indien

Anne Christensen fra Hirtshals har sammen med studiekammeraterne Uffe og Emil brugt i går og i dag på at deltage ved World Robot Olympiad i Indien.

21

Af Anne Christensen
Hirtshals

I går og i dag har det stået på WRO. Det fandt sted i tre meget store haller, hvor de forskellige kategorier var delt ud i to af hallerne, og den sidste hal var spisesal og sceneområde.

I går var der to dommerpar forbi vores lille stand, hvor vi præsenterede vores robot og problem, som vi gerne vil løse. Det var dog kun Uffe og jeg, der stod for fremlæggelsen, da Emil er for gammel til at være en del af teamet, men han er derimod vores coach og kan frit præsentere robotten for alle andre end dommerne. Præsentationerne gik rigtig godt og dommerne virkede meget interesseret i vores løsning til problemet.

Udover vores egen lille stand, var der mange andre boder fra i alt tre aldersgrupper i open kategorien: elementary, junior high og senior high, hvor vi er i senior high kategorien, som har over 40 deltagende hold. Det var tydeligt at se, at mange grupper fra den yngste kategori ikke selv havde lavet deres robotter, hvilket er en skam.

Det har været meget interessant at snakke med folk fra andre kulturer og høre om hvor de kommer fra, hvad de laver til dagligt, samt hvad deres robot kan. Vi har oplevet, at rigtig mange vil tage billeder med os og have os til at skrive på deres ting.

I dag har vi haft det sidste hold dommere på besøg i vores bod. Her gik det igen godt med fremlæggelsen. Dagen sluttede af med afslutningsshowet, hvor de 8 bedste fra hver kategori og aldersgruppe blev udnævnt. Vi var ikke i top 8, og vi ved endnu ikke hvilken placering vi har fået. De helt store vinderhold kom fra Asien og lande som Kina, Malaysia og Rusland. De to andre danske hold kom heller ikke i top 8 i deres kategori.

Vi har haft en fantastisk oplevelse med WRO, og jeg er sikker på det er noget vi vil huske i lang tid!

I morgen går turen til Agra tidligt om morgen, hvor vi skal køre i cirka 3 timer på indiske veje. Det bliver interessant, da de nærmest ikke har nogle trafikregler. Deres kørsel var ikke gået i Danmark.

Vi er alle sammen meget trætte og ser frem til at kunne sove lidt længere i morgen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments