Kursen lægges for Hirtshals

Der var et flot fremmøde, da Hjørring Kommune torsdag aften igen havde inviteret til orientering og debat om områdefornyelse i Hirtshals.

24

Det var ikke forvaltningens korte redegørelse for områdefornyelsens administrative og politiske organisering, der tiltrak sig størst interesse, da Hjørring Kommune torsdag aften havde inviteret til orientering og debat i Hirtshals Idrætscenter.

Det overordnede emne var som annonceret og foromtalt her på den lokale webavis selvfølgelig den forestående områdefornyelse i Hirtshals. Herunder blev der redegjort for underpunkter som blandt andet indfaldsveje og såkaldt wayfinding samt forbindelse mellem by og havn.

Ligesom idéen om kulturstrøget blev fremlagt. Her er tanken angiveligt at ville understøtte et mere levende byliv ved at knytte blandt andet dagligvarebutikkerne i Jørgen Fibigersgade sammen med Det Gamle Rådhus og Den Svenske Sømandskirke. Endvidere kom der fokus på især Nørregade og Den Grønne Plads.

Det blev imidlertid havnedirektør Jens Kirketerp Jensen, der ikke bare tiltrak sig mest opmærksomhed, men også aftenens første og største bifald, da han fremlagde idéen om en Havnepromenade. Dennes fornemmeste formål skal ifølge planen være at give udsigt fra Vesthavnen over havet og åbne byen mod Husmoderstranden.

Aftenens mest politisk ømtålelige emne blev dog nok snakken om Cirkuspladsen og Stoltzes Plads. Forvaltningen kunne nemlig nu melde åbent ud, at de to pladser er særdeles attraktive for Aldi og Rema 1000. Planen om eventuelt at lade de to butikskæder bygge her var der imidlertid udpræget modstand imod.

I det hele taget var det tydeligt, at der heller ikke på det punkt var enighed blandt medlemmerne af bestyrelsen i Hirtshals Handel & Erhverv. Formand Jørgen Jensen gav således udtryk for oprigtig bekymring for byens fremtid, hvis ikke man var åbne for at se på en ny rolle for eksempelvis Cirkuspladsen, som med et nyt byggeri kunne knyttes sammen med Det Gamle Rådhus.

Modstanden var imidlertid så markant, at den blev noteret af den politiske styregruppes talsmand Jørgen Christensen fra Venstre. Han havde ikke fantasi til at forestille sig, at byrødderne turde sidde modstanden overhørig, når der skal være valg til Hjørring Byråd i 2017.

Denne aftens møde var dog hverken det første eller sidste i processen med områdefornyelse, men det følger vi selvfølgelig op på her i den lokale webavis, hvor vi som tidligere lovet får ekstra fokus på lokalpolitik frem mod kommunalvalget den 21. november næste år.

Man kan læse meget mere om emnet her: Fokus på Hirtshals i Forslag til Hjørring Kommuneplan 2016

Læs hele planen her: Forslag til Hjørring Kommuneplan 2016

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments