
Med over 25.000 af verdens bedste gastronomer og kokke giver det god mening at tale om at være kommet i det fine selskab, da Ejvind Kjeldsen Jensen i dag med sabel og champagne blev kåret til medlem af Chaîne des Rôtisseurs.
– Vi havde besøg af landspræsidenten Jørgen Krenk og assistent executif Thorbjørn S. Moy, som lavede denne lille ceremoni for os, fortæller en meget glad og fuldt forståeligt stolt Mona Kjeldsen Jensen fra Restaurant Lilleheden til FlaskePosten.
Ved tildelingen af det ærefulde medlemskab blev der ikke overraskende lagt vægt på, at Ejvind Kjeldsen Jensen igennem en lang årrække har drevet Restaurant Lilleheden med succes og høj kvalitet samt godt håndværk og uddannelse af fagpersonale.
Det er da heller ikke en forening, som man bare lige udfylder en blanket til og bliver medlem af, idet man vurderes efter alle gastronomiens og branchens fineste kriterier, før man kan komme ind i varmen, hvilket altså nu er sket for den lokale restauratør.
Fælles for medlemmerne er da også, at de deler samme værdier og syn på netop kvalitet og vil fremme den kulinariske kunst og glæden ved bordet. Her er hotelejere, restauratører, kokke og sommeliers forenet til påskønnelse af det gode køkken.
Kæmpe kokkehatteløft og stort tillykke fra os hos FlaskePosten!






















































