Lørdag havde Jørgen Høll fra MTBO, som hører under Cykle Clubben Hjørring, for anden gang henlagt et arrangement til det nordvestligste hjørne af Vendsyssel, idet Vinter Cup Nord for MTB med første start kl. 12.00 blev afviklet med afgang og mål ved Stendyssehallen i Horne.
– Det bliver nok desværre sidste gang her fra Stendyssehallen, da terrænet nu er velkendt af rytterne og selve løbet har så mange deltagere, at vi nok næste år rykker til en anden lokalitet, men det bliver fortsat et eller andet sted i Hjørring Kommune, forsikrer Jørgen Høll til FlaskePosten.
– Jeg er ikke med i nogen klub, men cykler udelukkende for motionens skyld. Det her løb er til gengæld et af de rigtig sjove og ikke mindst udfordrende, fordi man selv bestemmer rækkefølgen på posterne indenfor de angivne 90 minutter, fortæller rytter Kjeld Arildsen, som har rødder i Tornby.
MTB Orienteringsstævnerne er da også en anderledes måde at køre mountainbike på, idet man orienterer sig efter et kort af god kvalitet og sammen med eller uden en makker. Udover orienteringsmomentet er der spørgsmål ved hver enkelt post, hvor man kan hente ekstra points ved korrekt svar.
Efter løbets afslutning om kring kl. 16.00 smider rytterne de måske mudrede cykelsko og tropper, efterhånden som de hver især eller parvis kommer tilbage, forpustede op i Stendyssehallens cafeteria, hvor halinspektør Torben Munk og hans personale disker op med forfriskninger.