Lige nu flytter folk i stor stil fra sommerhusområderne ved Tornby, Tversted og Hirtshals, men ifølge en af landets største sommerhusudlejere er det langt fra alle, der får klargjort deres sommerhus ordentligt til vinteren med både skader og indbrud som følge.
Den første nattefrost er sat ind, og der bliver færre og færre mennesker i sommerhusområderne ved Hirtshals. Men ifølge en af landets største sommerhusudlejere, Campaya.dk, er det ikke alle, der får lukket sommerhuset ordentligt ned inden vinterhiet. Og det øger risikoen for skader på huset betragteligt.
– Det er især vigtigt at få lukket for vandet ved hovedhanen og lade husets haner stå åbne. På den måde tømmes anlægget for vand, og man undgår frostsprængte vandrør. Man bør også tømme blandingsbatterier og opvaske- og vaskemaskiner, ligesom toiletter bør tømmes eller frostsikres med frostvæske. Alternativt kan man holde sommerhuset opvarmet vinteren igennem, men det bliver hurtigt bliver en dyr omgang, lyder det fra Claus Pedersen fra Campaya.dk.
Han fortæller, at han hvert forår taler med flere skadesramte sommerhusejere, som kunne have undgået skaderne ved at forberede huset ordentligt til den kolde tid.
Før man tager afsted fra sommerhuset er det også en god idé at gennemgå huset udvendigt for huller og skader, så skaderne ikke udvikler sig henover vinteren på grund af frost og vandindtrængning. Man bør også rense husets tagrender for at forhindre vand i at hobe sig op. Det kan medføre både råd og frostskader.
Gør dit hus uinteressant for indbrudstyve
Den mørke og kolde tid betyder også en øget risiko for indbrud i sommerhusene. Men man kan faktisk gøre meget for undgå de ubudne gæster i sommerhusene.
– Grundlæggende skal man få sit sommerhus til at fremstå uinteressant for indbrudstyvene. Man bør lade gardinerne være trukket fra og fjerne dyre designermøbler og elektronik eller stille det i en blind vinkel, så tyvene kan se, at der ikke er noget at komme efter. Man bør også sikre sine vinduer med solide hasper og få monteret dobbeltlåse på dørene, så det bliver vanskeligt for tyvene at bryde ind, lyder det fra Claus Pedersen.
Hvis uheldet er ude, og du alligevel rammes af skader eller indbrud, er det vigtigt, at du har tegnet en ordentlig sommerhusforsikring, så du ikke ikke lige pludselig står med en regning på mange tusinde kroner. Og som det sidste råder Campaya.dk sommerhusejere til at tage forbi deres hus nogle gange i løbet af vinteren, så man sikrer sig, at alt er, som det skal være.
Otte råd fra Campaya.dk: Sådan vintersikrer dit sommerhus
Luk for vandet og tøm vandanlæg
Tjek huset udvendigt og reparerer eventuelle skader
Rens tagrender
Hav ikke dyre møbler stående synligt fremme
Træk gardinerne fra
Sikre døre og vinduer med dobbeltlåse og kraftige hasper
Hav styr på din forsikring
Kig efter dit hus – eller få andre til det