Lokal bonde: De pisser på os og vores dyr

Hvis ikke vi får gjort op med den tendens, bliver der ikke ved med at være mælkeproduktion i Danmark, siger landmand Karsten Weinkouff fra Bindslev.

35

Dagli’Brugsen i Bjergby havde tirsdag et rigtig godt tilbud. Set fra de mælketørstige forbrugeres synspunkt i hvert fald.

Set fra landmand de lokale mælkebønders synspunkt var tilbuddet, hvor man kunne købe en liter mælk til kun 2,95 kroner dog helt ude i hampen.

Derfor troppede de tirsdag op i butikken og tømte den for billig mælk i protest. 198 liter blev det til i alt.

– Det er ikke fair at mælk ikke koster mere end det gør. Om det er 2,95 kroner i dag eller 5,50 kroner som normalt, så kan det ikke lade sig gøre at lave mælk til den pris. Og det er heller ikke bæredygtigt, så hvis ikke vi får gjort op med den tendens, bliver der ikke ved med at være mælkeproduktion i Danmark, lyder det fra Karsten Weinkouff, der var den ene af de fremmødte til dagens protestaktion.

Det var ellers slet ikke meningen af Tommy Hansen, der er brugsuddeler i Bjergbys dagligvarebutik skulle sælge mælk til underpris. Det var en nødvendighed.

På grund af et automatiseret bestillingssystem, var der nemlig blevet bestilt mælk til butikken som om den ville blive overrendt af turister på efterårsferie, men det var faktisk det modsatte, der var tilfældet – og så stod Tommy Hansen med mælk til otte dage på lager med kun to dage til næste leverance.

– Hvis vi får for mange varer, smider vi dem ikke ud. Der er kun en vej ud, og det er gennem kassen, siger Tommy Hansen.

Bonde Karsten Weinkouff vil heller ikke smide god mælk ud, så efter dagens protestindkøb var det hans kalve, der fik glæde af det.

– De er faktisk ikke særlig glade for det, for det smager anderledes end det de får til dagligt. Men så bliver det da brugt.

Han vil nemlig hellere give det til sine kalve end han vil se forbrugerne købe endnu en liter mælk til en pris, der ifølge ham, slet ikke dækker de omkostninger han og andre mælkebønder har haft til at producere mælken.

– De pisser på os og vores dyr. Undskyld, det er ikke pænt at sige, men det gør de jo, siger Karsten Weinkouff med henvisning til Arla, Coop og de andre virksomheder, der som sidste mellemled får mælken ud til forbrugeren.

Fra Coops side understreger man dog, at virksomheden kæmper sammen med mælkebønderne for at holde et rimeligt prisniveau for alle parter.

– Det er de tyske discountkæder som gang på gang går ud og sætter priserne ned og vi kæmper den modsatte vej. Vi skal have gode priser til vores kunder, men vi skal også have rimelige priser på vores mælk, så vi også har dansk mælk i vores butikker om fem og 10 år. Derfor slås vi for et rimeligt prisniveau, så vi ikke ender med Bjergby-priser året rundt, lyder det fra Jens Juhl Nielsen, der er informationsdirektør hos Coop.

– Vi synes, det er vanvittigt at et kvalitetsprodukt som dansk mælk skal koste mindre end en liter vand, siger han videre og oplyser at samlet 30 butikker ligesom Dagli’Brugsen i Bjrgby ved en fejl modtog alt for meget mælk.

Forklaringen på den lave mælkepris skal blandt andet findes i de fjernede mælkekvoter, der betyder at europæiske mælkebønder nu kan producere så meget mælk de lyster. Efterspørgslen på den basale drik er dog ikke stigende, og så falder prisen.

I 2015 gik 60 mælkebønder konkurs og i de første fire måneder af 2016 var 34 mælkebønder ifølge tal fra Danmarks Statistik fulgt trop.

Kilde: TV2 Nord.

Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments