Islandsk-danske Dagur Kári har skabt en overbevisende anderledes kærlighedsfilm om en 43-årig enspænder, Fûsi, der både er jomfru og et bjerg – en kæmpestor mand på 42 år, som ikke har krydset grænsen mellem barn og voksen, og stadig bor hos sin mor.
Amatørskuespilleren Gunnar Jónsson sætter ikke en fod forkert i rollen som den kæmpestore, men selvudslettende Fûsi.
Han er enorm, men samtidig er han knap nok til stede, og han opvejer sin tårnende, fysiske tilstedeværelse på en selvudslettende måde.
Han er for sløv til at reagere på de hånlige ord fra sine mobbende kolleger blandt Reykjavíks lufthavnspersonale, for sløv til at sige fra over for sin gnavne mors følelsesmæssige manipulation – de bor sammen i en lille lejlighed i byen – og for sløv i forhold til nogen form for følelser.
Også sløv mentalt, tror man, indtil man indser, at Fûsi bruger apatien som en slags overlevelsesstrategi, i hvert fald delvis.
En af de fantastiske ting ved »Virgin Mountain« er den måde, den sætter en person, som man kunne forvente havde en mindre rolle i en andens historie, midt på scenen. Og det gøres med en stille opmærksomhed, der vokser i takt med, at vi lærer den reserverede mand at kende. Til sidst ender det med sympati og hyldest til en hverdagshelt.
Kærligheden begynder at blomstre, helt sky, da Fûsi får line-dancing timer i gave af sin mors selvsmagende og bedrevidende kæreste.
Da Fûsi sidder på parkeringspladsen, efter at han ikke har turdet gå til timen, møder han Sjöfn (Ilmur Kristjánsdóttir), en blond blomsterhandler, hvis sprudlende facon viser sig at være den ene side af hendes bipolare, depressive personlighed.
I samme periode bliver han venner med en ensom lille pige fra lejligheden nedenunder, hvis far har for travlt til at give hende den opmærksomhed, hun har brug for. Dette ”upassende” venskab fører til, at Fûsi bliver midlertidigt udstødt, mistænkt som pædofil.
Der er tre steder, hvor den underkuede Fûsi er fri til at være sig selv: En thai-restaurant, hvor han spiser alene hver fredag, en lokal radiostation, hvor han nærmest som et fast indslag ringer ind, og foran den model af El Alamein slagmarken, hvor han genopfører Anden Verdenskrigs-slag med sin eneste mandlige ven.
Fûsi har det bedre sammen med legetøj, end med mennesker. Skellet mellem barn og voksen er én, han ikke har krydset, men det er den barnlige styrke og stædighed, han trækker på, da han skal tage sig af Sjöfn, da en depression paralyserer hende.
Filmen vises også den 7. og den 9. oktober kl. 19.30.
Link: Lønstrup Café Bio
