Det tog halvandet år for borgerne i arbejdsgruppen at trænge igennem bureaukratiet hos Hjørring Kommune. Til gengæld tog det bare 36 timer at banke et arrangement for en indvielse på benene.
Tirsdag kl. 16.30 stimlede børn og unge samt forældre og medlemmer af beboerforeningen samt flere fra Hirtshals og omegn derfor sammen på pladsen ved rundkørslen for at indvie banen med maner, hvilket skete med koldt fadøl fra Bryghuset Vendia, slushice fra Stendyssehallen og sandwich fra Slagter Winther.
De overvældende mange fremmødte fik efter en kort velkomst til opgave at klappe Lotte Toft Hyttel og Liza Wendelboe Bøcher fra beboerforeningen frem for at klippe den røde snor over, hvilket for begge deles vedkommende blev gjort med glæde.
– Det er virkelig dejligt at stå her i dag efter en lang proces, hvor vi heldigvis har haft inddraget tre børn, som blev valgt ind i arbejdsgruppen ved en generalforsamlimng, fortæller beboerforeningens formand Ulla H. Hansen, som roste alle arbejdsgruppens medlemmer og tovholder Kristian Holme Andersen.
Før indvielsen var adskillige børn allerede i gang på skateboards og løbehjul, men efterfølgende tog et par af de mere garvede over for at demonstrere, hvor flot det tager sig ud, når man virkelig har perfektioneret sporten.
Blandt problemerne med bureaukratiet kan nævnes, at det tog kommunen tre måneder bare at finde en person, der kunne godkende projektet. Dernæst blev en rampe vurderet til at være tre centimeter for høj.
Derfor blev banen tirsdag indviet på en dispensation, der blandt andet også indebærer, at en del hjørner og kanter skal afrundes, før den endelige godkendelse foreligger. Det klarer de garanteret også i Horne.
utroligt det skal tage så lang tid. Havde det været en ny kantine med gratis mad til dem selv havde det taget 10sek
Burde ham gutten ikke have haft hjelm på???