Af Mads Sørensen
Hovedvejen
Tornby
Den 5. september
Stemningen var høj herude, da meldingen fra broen lød: “KRONBORG OM BAGBORD IGEN”. Dette medførte, at den høje stemning ændrede sig til KÆKHED hos besætningen. Selv styrmanden gik og kækkede i skægget. “Jeg laver kækkekage,” udbrød høkeren kækt. Da kom de formanende ord fra skipper: “Knæk ej æg før hane gol, thi kække kæppe knæpper næppe.” Dette kunne dog ikke knække de kække på dækket, som kækt brød ud i den kække sømands vise: “Kædekassens kække knægte.” Vi fortsætter rejsen med ægte kækhed.
Kæk & Bræk.
B/B Thor fra Hanstholm Bugserservice.
Den 7. september
I går var en prøvelsens dag for besætningen. Da Skagerrak viste sig ugæstfri, måtte sejladsen afbrydes ved Skagen. Som ved et trylleslag var al kækhed og høj stemning borte. Som en klam, svedig, tømmermændsildelugtende dyne begyndte depressioner at omklamre det lille skib.
I lyset af den faretruende udvikling så jeg ikke anden udvej. Jeg måtte ty til det ultimative antidepressionsmiddel, som forefindes i den danske handelsflåde. S/S MARTHA måtte omgående på skærmen. Åhh. At se besætningens små ansigter atter lyse op. Det var overvældende og jeg måtte knibe en tåre, da jeg hørte deres fornøjede latter atter indtage messen.
En krisesituation var afværget. Og nu rask over Skagerrak det gå. Tjullahop herfra.
Den 9. september
Grundet skib og besætnings omtågede tilstand kunne jeg ikke komme til tasterne i går. En tåge så tyk som candyfloss pakkede sig om det bette skiw. Ja, tågen var så tyk, at selv vor radarscanner ikke kunne køre. Og det er lige godt noget. Men når tågen er værst, er Carl Nielsen nærmest. Så han snuppede fiolen fra væg og spillede så tågen lettede. Nu er alt fryd og gammen, og vi fortsætter mod Bømlafjorden.
Den 12. september
Måtte gå ind på Nordfjorden for at få rehabiliteret den mentale tilstand hos besætningen, som rastløs og med tomme blikke har travet planløst rundt på dækket. Hvilket for øvrigt forårsagede uforholdsmæssige, ukontrollable og ubehagelige rulninger af skibet. De ved, hvad der venter forude.
Nemlig. Norges svar på Kap Horn. Det ubehagelige, utilregnelige og utilnærmelige, men uundgåelige, uheldssvangre STAD. Vil forsøge med lidt beroligende “Læse højt terapi”. Starter med et par kapitler fra “Kniplingekunstens udbredelse fra Tønder til marsk”. Burde kunne få sindene til at falde til ro.