Portræt: Jeppe Rishede Thomsen fra Tornby bor i Hong Kong

Dette portræts lokale hovedperson har boet 5 år i Hong Kong, hvor han nu arbejder som programmør.

44

– Jeg har nu boet i Hong Kong i 5 år. Her arbejder jeg som programmør. Mere præcist består mit arbejde i at omsætte nogle tekniske tegninger af bygninger til lister over de materialer, som skal bruges til at bygge bygningen med.

Hvordan endte du, hvor du er nu?

– Efter min kandidatgrad i datalogi ved Aalborg Universitet blev jeg inviteret til Hong Kong som Ph.d. studerende af min tidligere vejleder, som oprindeligt var fra Hong Kong og var rejst tilbage for at arbejde der. Jeg blev færdig med min Ph.d. her i 2015.

Noget om stedet, hvor du bor?

– Hong Kong har mange meget høje bygninger, men du skal rejse max en time før du er omgivet af bjerge og øde strande, og ikke kan se civilisation mere. Ofte kun 20-30 minutter.

– Jeg bor i en 30 m2 lejlighed med to soveværelser, sammen med ejeren. Den store altoverskyggende udgift er husleje. Det er meget dyrt at finde et sted at bo i Hong Kong, og selv når du har fundet noget, du kan betale, så skal du regne med at have meget lidt plads. En 30-40 m2 lejlighed er ofte en 3-4 værelses lejlighed med 2-3 soveværelser.

– Stort set alt andet er meget billigt og nemt i Hong Kong. Transporten, mad og underholdning er normalt ikke noget, du skal bekymre dig om. Mad og drikke er meget billigt, så længe du spiser traditionelt Hong Kong mad. Hong Kong mad er for eksempel grill med and, gris og kylling og Congee, der er en slags risvælling, hvor der kan være forskellige slags kød og grøntsager i.

– Ofte er der også 100-årsæg, som er nogle meget sorte æg. Det er også muligt at finde tudser og slanger, hvis man absolut vil! Hvis du vil have anden international mad er det nemt at finde, men ikke specielt billigt. Dog vil det næsten altid være billigere end at spise ude i Danmark.

Vejret og temperaturen?

– Om vinteren er temperaturen mindst 15 grader, og en tynd jakke vil være rigeligt. Om sommeren er det tit over 30 grader og luftfugtigheden er så høj, at hvis du går uden for en bygning med aircondition så vil din hud blive våd med det samme.

– Der er rigtig meget natur i nærheden af Hong Kong, og folk er vilde med at gå ture på de mange stier. Dog bliver folk gerne indenfor mens det er aller varmest.

Sprog?

– Hvis du opholder dig i – eller ved – forretningsområderne så vil alle kunne snakke rimeligt godt engelsk, men hvis du vil udforske lidt mere af byen, så skal man ikke regne med at folk kan snakke engelsk! Selv hvis du har øvet dig på at sige en sætning, for eksempel for at spørge om vej, så skal du ikke regne med, at de forstår dig.

Kulturelle forskelle?

– Hong Kong er meget sikkert, der er næsten igen kriminalitet. Unge mennesker er opdraget til at være meget lidt aggressive. Kinesere definerer succes i livet som at familien fungerer og de tager meget mere hensyn til hinanden end i den vestlige verden. Der er mange markeder, både fisk/kød/grøntsags markeder, og markeder der sælger alt muligt du kan tænke dig (kun turistmarkederne, fx Ladies market, sælger kopitasker og -tøj).

– De fleste har ikke et fuldt køkken, og rigtig mange kan ikke lave mad, så de fleste har 2-3 måltider om dagen uden for hjemmet.

– At cykle er en aktivitet på lige fod med andre sportsgrene, du tager hen til et bestemt sted for at cykle dér. Der er meget dårlige forhold for at cykle generelt i Hong Kong. Relationer mellem mennesker Dating er ikke helt nemt i Hong Kong, da unge mennesker bliver presset til at følge undervisning stort set hele dagen, også i weekender. Børn ned til 4-5 år får karakterer for, hvad de laver!

– Så mange begynder først at date, når de er over 20, hvilket giver mange problemer, da kvinder bliver betragtet som gamle efter de er 25 år. 30 årige single-kvinder bliver refereret til som “left over women”. Hong Kong er meget vestligt, men der er også mange gamle traditioner der stadig hænger ved. Religion Hong Kong er overvejende taoisisk og der er små templer alle steder.

– Mange bygninger har et lille alter uden for, en del har endda et alter uden for hver eneste lejlighed! Det er dog mest i lidt ældre bygninger, som er over 30 år gamle. Der er selvfølgelig også rigtige større templer, man kan besøge, og de er sjældent ret langt væk. Jeg vil tro, at du aldrig er mere end 10 minutter fra et tempel, så længe du bevæger dig inde i selve Hong Kong.

Traditioner?

– Der er en del festivaler året rundt i Hong Kong, og folk fejrer dem tit med optog. De fleste er små og jeg opdager dem normalt, fordi der pludseligt kommer en ‘drage’, der holdes af 5-20 mænd, igennem gaden. Kinesisk nytår er nok det største i løbet af året. Stort set alt der kan, lukker!

– Folk besøger familien og giver gaver, en af de mest populære er danske småkager i metaldåser. De småkager, der er noget af det billigste i Danmark, er nogle af de dyreste og fineste i Hong Kong. Hvert år er der også dragebådsfestival, hvor folk laver teams og træner til for at vinde dragebåds konkurrencen.

– Der er gerne cirka 15 personer ved årerne, samt en, der sidder med en tromme og holder takten for dem.

Beklædning?

– Alle skolebørn har uniform på. Generelt er den kvindelig beklædning meget kort, men til gengæld helt op til halsen, året rundt. Der er store klasseforskelle i Hong Kong, så mænds beklædning er groft sagt delt op i to store grupper: Dem i jakkesæt og de fattige, der generelt har nøgen overkrop på grund af varmen. (jeg aner stadigt ikke, hvordan folk kan gå i jakkesæt om sommeren).

– Indtil videre har jeg bare gået i tøj, der passer til temperaturen, det vil sige en forårsjakke om vinteren og let tøj og sandaler om sommeren. Men nu har jeg fået et job med krav til beklædningen, så nu hedder det ingen jeans og altid en skjorte. Det er fint nok nu, hvor jeg i begyndelsen af december stadig ikke bruger jakke, men jeg aner ikke, hvordan jeg skal håndtere det til sommer.

Er der noget man bestemt skal gøre eller bestemt ikke skal gøre?

Generelt er det meste okay, da Hong Kong er en meget international by. Der er kun to ting: 1. Stik ikke dine spisepinde vertikalt i din mad, det minder om røgelsespinde, som bruges til begravelser og det betragtes som meget uhøfligt at gøre!

2. Hvis du vil lære et par ord eller sætninger, så sørg for at det er kantonesisk, IKKE mandarinkinesisk du lærer, da der er en del problemer mellem Hong Kong og Kina.

Hvad savner du ved Tornby/Vidstrup?

Selvfølgelig min familie! Tornby er også dejlig stille og rolig i forhold til Hong Kong, det kan være skønt at have lidt mere tid til sig selv! Og selvom Hong Kong er meget tæt på strande og natur, så er Tornby stadig tættere på! (Vandet er dog som regel en del koldere).

Er der noget bestemt, som er et must at købe med hjem?

De eneste ting værd at købe i Hong Kong er kopivarer og/eller high-end luksus varer. Generelt vil jeg sige, at man vil få mest ud af Hong Kong, hvis man vil have oplevelser som at se både tæt befolket storby og øde natur og strande.

Fakta

Personlige data: Mit navn er Jeppe Rishede Thomsen.
Jeg er født i 1984 og har gået i skole i Tornby fra 1991 til 2000.

Kilde: Lokalbladet Vi-To for Vidstrup og Tornby.
Foto: Jeppe Rishede Thomsen.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments