Sylvia Berglund fra Tornby, der er marketingchef ved Nordsøen Oceanarium, fik natten til lørdag den 3. september stjålet sin Hyundai Matrix med registreringsnummer ZS 21681 i Hirtshals, men den er nu heldigvis blevet fundet i nogenlunde god stand i Sindal.
Det var en sød ældre dame, der blev opmærksom på en bil, som var parkeret ikke langt fra hendes hus, hvorefter hun kontaktede Nordjyllands Politi. Det er derfor en glad Sylvia Berglund, der i dag takker de mange, der har delt hendes efterlysning på Facebook.
En meget glad og lettet Sylvia Berglund.
– Det er så fedt og jeg er så glad. Det var en årvågen ældre dame, der havde observeret bilen et par dage, da den stod på hendes vej. Så læste hun avisen til morgen, og der så hun fremlysning fra Nordjyllands Politi og kunne huske nummerpladen og ringede til dem. De ringede så til mig, da de havde været derude og konstateret, det var den, fortæller Sylvia Berglund til FlaskePosten.
Den ældre dame fra Sindal fik efterfølgende blomster af Sylvia Berglund.
Billedet er en anden bil, der ligner den stjålne og nu fundne Hyundai.