
Langt de fleste af spillerne sidder tirsdag eftermiddag allerede bænket omkring bordene og drikker kaffe, men ude ved banen står endnu Edith Pedersen og et par andre medlemmer af Ældresagen.
Edith Pedersen er 92 år, men ser 20 år yngre ud, da hun ubesværet løfter bowlingkuglen, som i øvrigt er en gave og derfor hendes egen, hvorefter hun i sikker stil skridter ud og kaster den mod keglerne. Hun har lige lavet en serie på 225 point, hvilket ikke overrasker det fjerneste, når man først har set hende spille.
Nogle af de andre 12 spillere denne tirsdag er Kamma Jensen, Svend Åge Keldebæk og Knud Møller Jensen samt Lisbeth Pedersen, som er 72 år og datter af Edith Pedersen. Desuden er der Kurt Sørensen, som er kontaktmand hos Ældresagen.
– Der er rigtig mange ældre, som spiller krolf både her i Hirtshals og i Bindslev, hvor det begge steder er en stor succes, men vi har det altså rigtig sjovt med bowlingen, forsikrer Kurt Sørensen, mens der bliver nikket samtykkende omkring bordet i Hirtshals Bowlingcenter.
Man er ikke et sekund i tvivl om, at de alle sammen tager spillet ligeså seriøst, som de også imens og bagefter hygger sig gevaldigt i hinandens selskab, hvor humøret af samme grund er højt.






















































