Snapsesmagning er det helt store tilløbsstykke ved Fiskefestivalen

Der er af erfaring fra tidligere år adskillige populære tilløbsstykker ved Hirtshals Fiskefestival, men et af de store allerede fra start fredag er i år snapsesmagning i Skibet.

17

Direktør for forskning og udvikling hos Arcus Gruppen, der i dag ejer Aalborg Akvavit, Lars Kragelund, har været med tidligere og deltager tillige som dommer ved kåringen af Årets Bjesk, men det er ved snapsesmagningen, at han har været med til at forny Hirtshals Fiskefestival.

I år er denne lille event i det store arrangement således om fredagen rykket op i Skibet på Den Grønne Plads. Her har Lars Kragelund og medhjælperne fået indrettet halvdelen af teltet særdeles hyggeligt med bord og andet inventar, så gæsterne reelt føler sig som deltagere i en bedre frokost.

Det sidste bidrager køkkenchef Ole Kjærsgaard Nielsen og hans hold af hjælpere fra Nordsøen til, idet de har deres eget lille køkken, hvor de tilbereder små anretninger med fisk, som de tilmeldte deltagere kan få til de forskellige slags snaps, man får mulighed for at væde og pirre smagsløgene med.

Har man derfor ikke allerede denne fredag været omkring den stærkt anbefalelsesværdige snapsesmagning med kompetente guider, får man muligheden igen lørdag, hvor holdet med flasker og hele den hyggelige indretning er rykket fra Den Grønne Plads ned i teltet Bølgen på Sydvestkajen.

Smagningerne varer en halv times tid og finder som allerede antydet også lørdag sted kl. 11.00, 12.00, 13.00, 14.00 og 15.00. Tilmelding foregår ved standen på dagen, hvor man simpelthen bare booker en tid. Der er kun plads til 12 personer per smagning, som til gengæld er ganske gratis.

Link til tidligere artikel med hele programmet: Hirtshals Fiskefestival 2016

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments