Med Ole og Preben på havnerundfart ombord på HG 159 Johs. Hejlesen

Med Ole Nielsen som sikker skipper og Preben Christensen som formidabel formidler kan en havnerundfart varmt anbefales også til alle lokale i Hirtshals.

50

Torsdag kl. 12.30 ankom FlaskePostens udsendte umiddelbart før afsejling til en havnerundfart med HG 159 Johs. Hejlesen.

– Hvis du kan vente 20 minutter, kommer du med, råbte Preben Christensen fra dækket, fordi de allerede havde det maksimale antal gæster 12 med og flere ventede på Sydvestkajen.

Efter en lille halv time, der blev brugt til at følge den gamle kutters sejlads set fra molerne, sprang nærværende skribent som sidste mand om bord på den flotte HG 159 Johs. Hejlesen.

Med skalpelskarp præcision fik skipper Ole Nielsen manøvreret kutteren ud fra kajen med kun få centimeters afstand til den store yacht, der ejes af fiskeeksportør Iver Espersen.

Efter en velkomst fortalte Preben Christensen dernæst indlevet og levende om den gamle kutters oprindelse og havnens historie samt rederierne og de mange bygninger på Hirtshals Havn.

Det var tydeligvis turister, der havde booket dagens to interessante ture, men efter igen at have været med på sådan en havnerundfart kan webavisens udsendte varmt anbefale den også til alle lokale.

Ikke bare er det spændende at se hele havnen fra en uvant kant, hvis man ikke selv jævnligt sejler, men ikke mindst er også alle informationerne og anekdoterne prisen værd.

Book billetten her til den 26. eller 28. juli kl. 12.30 for bare 40 kr: HG 159 Johs. Hejlesen 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments