Der gøres allerede rigtig meget for at friste turister til at holde ferie i det nordvestlige Vendsyssel. Det store arbejde forestås af blandt andre de lokale turistkontorer.
Desuden sker der næsten ufatteligt meget heroppe især i højsæsonen, hvoraf i flæng blot skal nævnes Musik Under Trappen, Tversted Marked, JazzyDays, Fiskefestival og Bindslev Harmonikatræf.
Ligesom der gøres en imponerende indsats i Toppen af Danmark, men alligevel har de sidste par år været en smule skuffende for turismen i Nordjylland. Faldende overnatningstal har ramt landsdelen, men nu er der igen optimisme, skriver TV2 Nord.
Den positive stemning er hjulpet på vej af en undersøgelse foretaget af VisitNordjylland. Den er lavet blandt regionens overnatningssteder, hvoraf mere end halvdelen af de adspurgte melder om fremgang i løbet af de seneste tre måneder sammenlignet med samme periode i 2013.
Ligeledes svarer mere end 50 procent, at de også kan se en stigning i antallet af bookinger de næste tre måneder frem, når man sammenligner med samme periode sidste år.
Det er blandt andet en fælles kampagne, der får æren for fremgangen. Her er VisitNordjylland gået sammen med en lang række aktører inden for turismeerhvervet også i Vendsyssel.
I stedet for at brande sig hver for sig er destinationer og attraktioner nemlig blevet enige om at skyde penge i en fælles kampagne for at sælge hele Nordjylland.
Kampagnen har hidtil fokuseret på danske turister, men det er planen, at den næste år skal udvides, så man også tiltrækker flere nordmænd, svenskere og tyskere.