Ved åbent hus arrangementet den 7. juli kl. 19.00 på Hirtshalsvej 17 bliver der mulighed for at se den af gode grunde populære gårdbutiks marker med ærter, jordbær og kartofler, samt de 35 andre slags grøntsager, der avles af Annette og Carsten Graver Nielsen hos Graverens Grøntsager.
Der bliver mulighed for at smage grøntsagerne. Ligesom der i år er kød til i form af smagsprøve fra deres frilandsgrise, som netop er blevet slagtet. Et nyt hold grise er dog ankommet, så de også kan beskues. På gårdspladsen eller i maskinhuset er der under hele arrangement musik af Phil & Fod. Der er kaffe og kage, mens øl og vand kan købes.
Hvad enten vejrudsigten siger sol og varme eller gråvejr og regn, ved man heldigvis, at det er sommer i det nordvestlige Vendsyssel, når der åbnes hos Graverens Grøntsager.