Når et åbent brev til en minister rykker

Lærer Jakob Gislund fra Hirtshals Skole, hvor han også er tillidsrepræsentant, har som privatperson skrevet et åbent brev til undervisningsminister Ellen Trane Nørby.

32

At det rent faktisk rykker og nytter noget at deltage aktivt i det danske demokrati, har lærer Jakob Gislund fra Hirtshals Skole lige leveret et eksempel på via Facebook. Her skrev læreren fra den lokale skole onsdag den 29. juni kl. 17.38 dette åbne brev til undervisningsminister Ellen Trane Nørby:

“Kære chef

Jeg er lærer i den danske folkeskole. Et job jeg er rigtig stolt af. Et vigtigt job for Danmark. Jeg skriver dog til dig som privatperson.
Jeg forsøger i mit virke at motivere mine elever til at videreuddanne sig, da fremtiden ikke er til ufaglært arbejdskraft.

I år er næsten alle mine elever, der netop har forladt folkeskolen kommet godt videre. Men….
En elev klarede ikke optagelseskravet i Matematik med hjælpemidler. (Problemregning). Og i dag fik han besked på, at han heller ikke klarede optagelsesprøven på teknisk skole. Det var en bitter pille at sluge, når man så gerne vil have en håndværksmæssig uddannelse. Eleven er mødt i skole hver dag. Har arbejdet godt med sine opgaver. Men han er bare ikke ret god til prøver. Til gengæld evner han at bruge sine hænder. Ved praktikker og lignende får han ros.

Vil I ikke endnu en gang overveje, om det skal være en karakter, der skal afgøre, om man kan komme igang med sin tekniske uddannelse? Drengen er helt modløs. Hans drømmejob, som ellers er realistisk, er nu uden for rækkevidde. Det er jo ikke fordi han skal være kirurg eller noget lignende.

Jeg håber, at han har mod på at prøve endnu en gang. Ellers risikerer vi at tabe en af de, der er Danmarks fremtid.”

I skrivende stund er det personlige debatindlæg nærmest gået viralt med 102 delinger og 323 likes, mens 24 personer har fundet anledning til at bakke op og kommentere det åbne brev fra Jakob Gislund. Hvorvidt det realpolitisk vil flytte noget, kan kun tiden vise, men indtil videre har det rykket ved at skabe skærpet fokus på et problem.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments