Autocampere skiller vandene ved Vesterhavet

Den lokale webavis blotlagde allerede for et par år siden forskellighederne i synet på autocampernes tilstedeværelse især i og omkring Hirtshals, men fornylig er uenighederne igen for alvor blevet tydelige på FlaskePosten.

14

På den lokale webavis får vi for tiden dagligt opringninger og mails fra borgere, der står uforstående overfor de mange autocampere, der holder parkeret uhensigtsmæssigt og til tider ulovligt rundt omkring specielt i og omkring Hirtshals.

I den forbindelse har vi bragt kommentarer af både den socialdemokratiske udvalgsformand Ole Ørnbøl fra Miljø & Teknik i Hjørring Kommune og det lokale byrådsmedlem for Venstre, Jørgen Christensen, som er formand Hirtshals Turistforening.

Vi giver gerne ordet frit og lader de mange kritikere, som har gode pointer med hensyn til blandt andet ulovligheder med campering på fredede områder og henkastning af affald i skov og på strand komme til orde, men har valgt her også at lade et par lokale autocampere give deres besindige besyv med i debatten.

– Vi har kørt autocamper i 10 år og har besøgt rigtig mange steder rundt om i Europa og har dermed lidt erfaring omkring brug af autocamper. Vi ser selvfølgelig en stor fordel i at holde bynært af hensyn til indkøb og oplevelser, da vi jo ikke har en løs trailer som en campingvogn, fortæller Knud B. Olesen, der bor på Kjulgårdsvej i Hirtshals.

– Hvis vi skal med en færge i et fremmet land, kører vi først rundt for at finde det rigtige færgeleje og dernæst finde parkering, hvorved vi måske finder en holdeplads tæt ved færgen. Jeg synes, der mangler informationstavler og bykort om byens muligheder med hensyn til eksempelvis parkering, camping, indkøb, oplevelser og så videre, så i stedet for forbudstavler skulle der opsættes informationsskilte, som gælder for alle de typer af turister, der kommer til byen, tilføjer Knud B. Olesen.

Informationstavlerne og bykortene skal ifølge den erfarne autocampist stå ved de mulige parkeringsområder, der er ved færgerne, før man kommer til check in, således at det er muligt at finde rundt i byen og dermed finde gode steder at parkere, mens man eksempelvis og som nævnt handler ind til gavn for de lokale forretningsdrivende og byen.

– Jeg er enig med Jørgen Christensen i, at det er en hurtig voksende turistform, men jeg synes ikke, at Hirtshals tager sig særlig godt af de autocampere, der kommer til byen. Hvis autocamperne skal blive i byen, er det nødvendigt med lidt faciliteter, så som vand og tømning af spildevand og tilførsel af strøm.  Selv om mange autocampere kan klare sig selv, bliver der behov for faciliteterne, hvis de skal blive i flere dage, og så er det i orden at kræve betaling, forklarer Knud B. Olesen.

Holdepladsen for autocampere ved Doggerbanke har ifølge ham en god beliggenhed, som er bynær, men han står uforstående overfor, at der skal betales 75 kr. pr. nat, når der ikke er nogen form for service og end ikke et bykort.

– Husk, at mange turister, der skal med færgerne, måske kommer fra områder i Europa, hvor der er langt til havet, og derfor er det vel naturligt, at alle gerne vil se det. Husk også, at færgernes afgange og ankomster sker på alle tider af døgnet, og campingpladserne har lukket om aftenen og natten, så det ikke er muligt at ankomme og rejse sent eller tidligt. Hvad med vintersæsonen? Mange campingpladser er vinterlukkede, fastslår Knud B. Olesen.

– Jeg synes også, færgerederierne skal være medspillere i disse problemstillinger, da det jo for det meste er deres kunder. Der er brug for toiletfaciliteter til de mennesker, der kommer i forskellige køretøjer og måske skal vente i køen i flere timer, lyder det afslutningsvis fra Knud B. Olesen, som desuden oplyser, at 3.500 autocampere ved Åbenrå lystbådehavn hvert år betaler 135 kr. pr døgn inklusiv el, toilet og spildevandstømning. 

Den anden lokale autocampist, som webavisen netop har haft kontakt med, er Jan Ole Schlie fra Hovedvejen i Hirtshals, som faktisk lige nu kører rundt i Østrig. Han har tidligere haft møde med udvalgsformand Ole Ørnbøl og borgmester Arne Boelt

– Jeg sagde til dem, at vi netop ville få de problemer, hvis ikke der bliver lavet en plads på havnen til alle de campere, som kommer og skal med diverse færger. Der kommer omkring 30.000 autocampere til Hirtshals alene om sommeren, mens antallet i resten af Europa vokser med henved 75.000 om året, fortæller Jan Ole Schlie fra opholdet i Østrig.

– De kunne godt se, at der er behov for det, og samtidig sagde jeg, at på pladsen ved Doggerbanke mangler der et flag og et stort skilt, som viser pladsen, men der sker bare ikke noget som helst. Det kan derfor ikke komme bag på Ole Ørnbøl, at der er et problem, lyder det fra Jan Ole Schlie.

FlaskePosten åbnede som allerede nævnt for et par år siden op for denne debat og lader hellere end gerne alle komme til orde, da det er i alles interesse, at der kommer ordnede forhold både for byens borgere og de turister, som vi bør tage imod med åbne arme.

Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments