Flere end en snes kvier løs i Horne

En parcelhusejer fik natten til søndag noget af en overraskelse, da han vågnede ved, at 22 kvier trampede rundt i hans have i Horne.

17

Det lyder måske som en drøm for de fleste at have 22 unge kvinder samlet i baghaven, men når hundyrene er sortbrogede og har fire ben, er det nok nærmere et mareridt, skriver TV2 Nord.

Derfor blev en parcelhusejer fra Horne mildest talt noget overrasket, da han natten til søndag vågnede ved, at ikke færre end 22 kvier trampede rundt i hans have.

Husejeren opdagede de løse kvier ved 03.20-tiden, og han kontaktede Nordjyllands Politi, som rykkede ud med en enkelt patruljevogn. Betjentene fandt hurtigt frem til dyrenes ejer, som blev kaldt til stedet, hvor en større indfangning gik i gang.

Det tog mere end tre timer for ejeren og politiet at få fanget kvierne, som blev kørt tilbage i deres fold på to kreaturvogne.

– Der er dog stadig to kvier løse, så hvis andre husejere i området måske har dem gående i deres have, må de meget gerne kontakte politiet, siger vagtchef Michael Elkjær fra Nordjyllands Politi.

Har du en kvie eller to gående i baghaven, kan Nordjyllands Politi kontaktes på telefonnummer 114.

Foto: Per Frank Paulsen.

Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments