Fra resterne af den ovenliggende moræne falder en mængde sten ned på stranden. Iblandt disse findes mange såkaldte ledeblokke, som især stammer fra Osloområdet, Dalarne og det mellemste Sverige, men stenselskabet rummer også blokke fra så fjerne egne som Ålandsøerne, Østersøens bund samt Småland.
En tur langs klinten er en stor oplevelse for alle steninteresserede. Her kan man finde sten fra store dele af Skandinavien i et omfang, man sjælden finder magen til andre steder i Danmark.
I ”Madpakkerummet” ved Hirtshals Fyr findes en samling af de sten, man kan finde på stranden.
Besøger man denne samling, før man går på stranden, har man gode muligheder for at navngive en del af sine fund, og konsulterer man samlingen efter strandturen, går man ikke hjem med sten, man ikke har nogenlunde styr på.
På de guidede ture fra kl. 11.00 til kl. 14.00 d. 26. juni, d. 10. juli, d. 24. juli og d. 07. august vil Hugo Richner og Henrik Arildskov fra Vendsyssel Stenklub fortælle om stensamlingen og være behjælpelig med navngivning af stenen.
Arrangementet er gratis.