Forstærket lokalt samarbejde bag Vendsyssel Håndbold

Vendsyssel Håndbold har flere lokale sponsorer i Hirtshals og omegn, men forstærkes nu yderligere af en ny samarbejdsaftale mellem FFI Håndbold, Hjørring Håndbold og Brønderslev Håndbold.

9

Et historisk samarbejde er blevet til i det nordjyske. Der er indgået en samarbejdsaftale mellem FFI Håndbold, Hjørring Håndbold og Brønderslev Håndbold. De tre klubber har indgået en aftale om holdfællesskab, der medfører, at Vendsyssel Håndbold nu er de tre klubbers førstehold.

Der er dermed taget et stort skridt, som Vendsyssel Håndbold har drømt om siden starten i 2011. Vendsyssel Håndbold kommer i fremtiden til at binde håndbolden i Vendsyssel sammen på tværs af tre kommuner, og det passer perfekt i tråd med klubbens slogan: ‘Vendsyssel Håndbold – samler Vendsyssel’.

VH_HH80_U10_AA_FlaskePosten_10

Driften af håndboldklubben forbliver uændret, således at Vendsyssel Håndbold stadig kører videre som en selvstændig enhed. Der er derfor ikke øget arbejde til de involverede klubber, men derimod kommer samarbejdet håndbold i regionen til gode. Klubberne vil i fællesskab arrangere kurser, camps samt andre gode tiltag til glæde og gavn for klubberne og spillerne.

Ny farve på spillertrøjen

Der vil som led i dette nye samarbejde blive lanceret en ny spillertrøje. Spillertrøjen skifter farve, således at Vendsyssel Håndbold i fremtiden kommer til at optræde i sort. Årsagen til den sorte farve er, at ingen af de involverede klubber, hverken de nuværende eller fremtidige, vil kunne komme til at spille i sort grundet de regler, der er om trøjefarve i de forskellige rækker.

Vendsyssel Håndbolds fremtidige trøje vil bære de tre samarbejdsklubbers logoer i nakken.

Direktør Jan Hansen udtaler:

“At dette nu er en realitet, skyldes ikke mindst en stor velvilje fra de involverede klubber, men også friske ideer fra vores cheftræner Morten Arvidsson. Jeg ser dette som et stort cadeau til det arbejde, vi har lagt og lægger for dagen. Vi har hele tiden fokuseret på, at Vendsyssel Håndbold skal være regionens hold, og med dette nye samarbejde er vi nu regionens hold på damehåndbold-siden. Vi repræsenterer tre kommuner og en hel region, hvilket er uden sammenligning tidligere i Vendsyssel, så det viser jo, at samarbejde på tværs kan skabe nye muligheder, og det vil vi gerne være bannerførere for.”

Han fortsætter: “Det er ikke nok at hedde Vendsyssel Håndbold, der ligger et stort stykke arbejde forude, men derfor er bestyrelsen netop blevet udvidet, således at vi kan komme rundt i regionen. Vi vil nu intensivere arbejdet med at skabe samarbejdsklubber på tværs af hele regionen, og dermed vil vi tage et stort medansvar i at brande håndbolden og give gode oplevelser, som kan øge og fastholde interessen for at spille håndbold.”

Foto: Arkivbilleder fra Vendsyssel Håndbolds seneste kamp i Hirtshals Idrætscenter.