
Helt frem til den afsluttende ceremoni kl. 14.00 i Bølgen under Trappen var der tryk på debatten om miljøet og gang i stande og telte ved Naturmødet 2016.
Præcis på slaget blev de fire moderatorer eller ordstyrere samlet, hvorefter ordet blev givet til borgmester Arne Boelt, som tydeligvis og rimeligt nok var yderst tilfreds med forløbet på eventen, takkede de fremmødte, ansatte, frivillige og lønnede deltagere ved Naturmødet, der ifølge et foreløbigt skøn fra forvaltningen i alt har trukket mindst 4.500 mennesker til centrum af Hirtshals.
Anders Lund Madsen kvitterede ved at causere med bid og vid over det vellykkede arrangement, idet han gerne havde set det hele gå lidt mere skævt, hvorefter han med selvironi omtalte den visionære borgmester i Hjørring Kommune, hvilket afstedkom latter ikke mindst fra Arne Boelt.
Afslutningsvis fik borgmesteren officielt meldt datoerne ud for Naturmødet næste år, som bliver den 18. til 20. maj, hvorefter der var fællessang i Bølgen.
Dermed ser alt ud til at klappe for det nyeste skud på stammen af folkemøder i Danmark.
– Vi har arbejdet hårdt på design og planlægning af Naturmødet i over et år, så vi er ovenud stolte og glade for, at konceptet viste sig at være en stor succes. Vi mente, at der var plads til og behov for, at naturen fik sit eget folkemøde, og det har den flotte opbakning til fulde bevist. Så vi glæder os til at byde velkommen til Naturmødet 2017 – selvfølgelig i Hirtshals, siger efter eventen Ole Ørnbøl, som er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune og medlem af formandskabet for Naturmødet.
Et af de helt konkrete resultater af Naturmødet 2016 bliver, at Landbrug & Fødevarer nu stiller sig i spidsen for en fælles henvendelse til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen om oprettelsen af et Naturråd.
Forslaget har fuld opbakning fra alle aktører på Naturmødet. Noget er nået!






















































