Povlsen, Tøfting, Jørgensen, Helveg og Old Boys Landsholdet gæster Sindal

Sindal IF fylder 80 år i 2016, hvilket klubben blandt andet markerer fredag den 27. maj med besøg af Old Boys Landsholdet på det ny stadion på Østerlund.

25

Fredag den 27. maj fejres fødselsdagen blandt andet med besøg af et fodboldhold, der kun ganske sjældent er på disse kanter, nemlig det danske Old Boys Landshold, som møder et Sindal IF mandskab forstærket med spillere fra andre klubber i Vendsyssel.

Store folkekære fodboldnavne på banen

– Vi er glade for, at det er lykkedes for Sindal IF at lokke Old Boys Landsholdet til byen. Det er et hold som kun sjældent spiller kampe, og det ser ud til at vi kan præsentere flere prominente navne på banen. Den trup som DBU har sendt til os rummer navne som EM 1992 heltene Flemming Povlsen og Henrik “Store” Larsen krydret med store navne som Martin Jørgensen, Thomas Helveg, Stig Tøfting, Thomas Thorninger og flere andre, fortæller Thomas Boelt fra Sindal IF.

– Kampen starter klokken 18.30, Fredag den 27. maj. Adgang for publikum er allerede fra kl. 17.00. I pausen af kampen er der opvisning af en boldjonglør, og efter kampen er der mulighed for autografer og selfies med spillerne fra Old Boys Landsholdet.

Lokale koryfæer på Sindals mandskab

– Landsholdet skal selvfølgelig have kamp til stregen den aften, og Sindal IF har sat et hold som ser frygtindgydende ud – eller måske HAR set frygtindgydende ud. Alderen kan ingen som bekendt jo løbe fra. På banen har SIF folk som Henrik Stoksted, Henrik og Torben Fjordbak, Anders Boelt, Henrik Andersen, Dan Andersen, Jørn Halskov, Esben Beltoft og flere andre. Holdet er også forstærket med TV2 Nord’s Mogens Jørgensen der jo tidligere har spillet i bedste danske række for Ikast og AaB. Trænere for Sindal er Jan Wrensted og Jonas Vinther Olesen” fortæller Thomas Boelt.

Arrangørerne forsøger at lave en rigtig folkefest på det ny stadion i Sindal med forskellige boder, hvor man kan købe øl, vand, slik m.m. – og kampens dommer er i øvrigt Hjørrings borgmester Arne Boelt der igennem tiderne har dømt rigtig mange fodboldkampe.

Stor opbakning

– Vi vil gerne sige tusind tak til rigtig mange samarbejdspartnere, sponsorer og leverandører i den her forbindelse. Uden deres medvirken kunne vi ikke trække så stort et arrangement til Sindal, så det er virkelig dejligt at vi kan stå sammen om opgaven. Vi kan se på billetsalget at interessen er god for kampen, og DMI forventer også godt vejr den 27. maj med behagelige temperaturer omkring 20 grader, så vi er sikre på at rigtig rigtig mange er på plads som tilskuere den aften, slutter Thomas Boelt fra Sindal IF.

Billetter købes hos BRUNØ i Sindal eller online på www.skagafm.dk.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments