Af Henrik Willadsen
Advokat og formand
for Erhverv Hjørring
Som formand for Erhverv Hjørring byder jeg velkommen til den ny turismefremmeindsats og den ny organisering af turismesamarbejdet i Hjørring kommune.
Velkomsten gælder også det rent fysiske, idet byrådet har besluttet, at den fælles turistorganisation for hele kommunen skal placeres i Amtmandsboligen i Hjørring. Her sidder i forvejen Hjørring Handel, Hjørring ErhvervsCenter og Erhverv Hjørring.
I Erhverv Hjørrings høringssvar til byrådet vedrørende udkastet til ny turismefremmeindsats har vi netop pointeret det vigtige i, at turismecentret placeres på Amtmandstoften for at sikre koordinering og synenergi med Erhverv Hjørring, Hjørring ErhvervsCenter og Hjørring Handel.
Erhverv Hjørring er repræsenteret med 4 ud af 7 pladser i Hjørring ErhvervsCenters bestyrelse (de fire virksomhedspladser, øvrige tre er politisk udpegede af Hjørring Kommune). Derfor har Erhverv Hjørring i høringssvaret bl.a. kommenteret vigtigheden af samarbejdet mellem den ny turismeorganisering og Hjørring ErhvervsCenter.
Erhverv Hjørring ser gode muligheder for et godt dagligt samarbejde mellem erhvervscentret og den ny turismeorganisering – ikke kun på ledelses- og konsulentniveau, men også på det administrative område.
Vores opfordring til tæt samarbejde gælder også den formulering af opgaverne, der ligger til grund for arbejdet i den ny turismeorganisering. Ikke mindst området forretningsudvikling, som i forvejen varetages af Hjørring ErhvervsCenter – også over for turisterhvervet.
I vores høringssvar har vi skrevet følgende om dette emne:
”Snitfladen til og samarbejdet med Hjørring ErhvervsCenter bør beskrives nærmere. Hjørring ErhvervsCenter bør være naturlig samarbejdspartner til – eller ansvarlig for – løsningen af flere af indsatserne på det strategiske, det taktiske og det operationelle niveau. Hjørring ErhvervsCenter arbejder såvel reaktivt som proaktivt over for turismeerhvervet og dette såvel individuelt ved enkeltvirksomheder som kollektivt i projekt- eller –netværkstiltag”.
Kort sagt – fra Erhverv Hjørrings side ser vi frem til, at det nye turismeorganisation og Hjørring ErhvervsCenter finder en model for samarbejde og opgavedeling, der optimalt understøtter den udvikling af turismen i Hjørring Kommune, som vi har en fælles interesse i.
Kilde: Hjørring ErhvervsCenter