En mand på 20 år fra Hjørring udviste så mistænkelig adfærd efter mailtruslen mod UCN i Hjørring, at en patrulje i området valgte at anholde ham, oplyser TV2 Nord.
– Manden blev anholdt og sigtet for trusler på livet. Vi har lavet en ransagning på hans bopæl og konfiskeret en computer og andet elektronik, fortæller vicepolitiinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi til TV2 Nord.
– Ordlyden i mailen kunne vi ikke sidde overhørigt, derfor valgte vi at rømme skolen og sende adskillige patruljer til stedet. Det var i den forbindelse, at vi fik øje på manden, forklarer han.
Manden er imidlertid senere blevet løsladt, men man efterforsker stadig sagen.
Ifølge en elev på UCN har de efterfølgende modtaget en mail fra skolen, hvori de bliver tilbudt psykologhjælp.
Kilde: TV2 Nord.
Foto: Per Frank Paulsen.