Af Susan Bisgaard Storm
Sognepræst i Hirtshals
Præst ved Statsfængslet Kragskovhede
Frygt ikke! Det svenske band Kent synger i sangen ”Mannen i Den Vita Hatten”: Jag är livrädd för att leva Och jag är dödsrädd för att dö Men älskling, vi ska alla en gång dö Ja, vi ska alla en gång dö Ja, vi ska alla en gång dö.
For det er sikkert som Amen i kirken: Vi skal alle dø. Vi skal alle bort herfra. Døden er næsten det eneste sikre her i verden. Vi fødes ind i denne verden, for så igen at forlade den. Og på trods af det, så har vi ikke rigtig et sprog for døden. Vi kommer til kort og bliver stumme.
Vores erfaring fortæller os, at vi en dag vil miste vores kære. At vi en dag skal sige verden ret farvel. Vores kære vil nemlig også miste os. Men døden kommer altid ubelejligt. Uventet. Pludselig. Vi er aldrig helt forberedte på dens indtræden.
Måske sygdom i lang tid har givet os muligheden for at gøre os klar? Måske vi i den forbindelse har gjort os tanker om døden – og samtidig også tanker om det gode liv. Men det er lidt som om, at vi aldrig er helt klar.
Vi taler helst ikke om døden. Og det kan – for den som er døende – være utrolig ensomt. Men vi mangler et sprog for døden. For det store mørke. For det endelige farvel. Faktisk kan vi blive så grebet af frygt for døden, at vi kan blive bange for at leve.
For vi hylder livet. Og heldigvis for det. Vi hylder ungdommen. Vitaliteten. Glæden. Livsgejsten. Så der er næsten ikke plads til den døende, den døde eller de, som pludselig står og er de efterladte. Jeg synes, at det svenske band Kent rammer noget meget essentielt i deres tekst: Vi bliver bange for at leve, fordi vi er hunderæd for at dø.
Vi forsøger at komme døden i forkøbet. Både ved at passe på os selv og vores nærmeste. Men også ved hele tiden at udskyde en samtale om døden. Vender vi blikket mod Bibelen, så findes der også passager som handler både om døden, men også om frygten for at dø.
Angsten for at livet forsvinder. Og jeg tror, at den frygt og angst bunder meget i det ensomme ved døden. At vi er bange for, at vi kommer til at gå døden i møde alene. Men netop Bibelen beretter også om, at døden ikke er det endelige for os.
At Gud er med os i livet som i døden. At når vi fødes ind i denne verden og former vores egen livshistorie, så har vi altid Gud med os i den store fortælling: nemlig beretningen om Guds kærlighed til os mennesker.
Det ses tydeligt i Påskeevangeliet. Jesus er død Langfredag. Kvinderne kommer til graven for at sørge, fordi de har mistet. Men de møder ikke den Jesus, som de kendte. De møder derimod Herrens engel som siger til dem:
”Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde.”
Det er på en måde de stærkeste og smukkeste ord: Frygt ikke! For Påskeevangeliet beretter netop om, at Guds kærlighed til os er så stærk, at den trodser døden.
Opstandelsen er, at lyset vil vinde over mørket. At selvom ord er fattige, så er kærligheden stærk. Så stærk at vi hverken behøver at være bange for livet eller for døden.
Så frygt ikke!
Præsentation:
Jeg hedder Susan Storm, og fra 1. december er jeg udnævnt som sognepræst i Hirtshals. Hirtshals er en skøn by med mange dejlige mennesker, som jeg glæder mig til at lære at kende.
Jeg er uddannet fra Københavns Universitet i og blev ordineret som præst i marts 2012, hvor jeg fik mit første embede i Sindal, Astrup og Stats – fængslet Kragskovhede. Det har været nogle gode og dejlige år, hvor jeg har mødt en masse mennesker og fået lærerige og gode oplevelser.
Som menneske og som præst lægger jeg vægt på, at vores folkekirke er en kirke for folket, og et sted, hvor alle kan føle sig velkomne. Ung som gammel. Kirkevant som nybegynder. Derfor er det også dejligt at komme til en by som Hirtshals, hvor der sker så mange ting, og hvor man har en åben kirkedør.
Jeg tror, at vi som mennesker altid bliver berørt og påvirket af vores omgivelser. Vi står altid med noget meget dyrebart, når vi møder et nyt menneske. Vi holder altid et andet menneskes liv i vores hænder.
Derfor er jeg som præst heller ikke forankret i et specifikt teologisk ståsted, men er derimod i bevægelse: både som menneske og præst. Dog har jeg et grundlæggende fundament, som jeg tager med mig i alt i livet; nemlig at Gud er kærlighed, og at jeg tror på den treenige Gud.
Min primære gang vil jeg have i fængslet Kragskovhede, men som 25% sognepræst får jeg også muligheden for at lære Hirtshals og jer at kende. Og det vil jeg se frem til.
Kilde: Kirkebladet for Hirtshals Sogn.
