Portræt: Erfaren murersvend hos Håndværkeren Vendsyssel

Niels Jørgen Habo Olesen er uddannet murer og har prøvet det hele fra lærling over svend til selvstændig, men nu igen ansat og denne gang hos Håndværkeren Vendsyssel.

18

Niels Jørgen Harbo Olesen blev udlært i 1979 ved et firma i Bjergby, som var ejet af murermester Leo Christiansen.

– Han var en dejlig mand. Den bedste læreplads i hele Danmark. Jeg arbejdede i det firma i 15 år, men der var aldrig et ondt ord. Meget, meget flinke mennesker, så jeg bliver sgu’ lidt rørt, fortæller murersvenden fra Hirtshals.

Lige efter tiden som lærling skulle den udlærte ungersvend imidlertid ind til forsvaret i de obligatoriske 9 måneder. Han kom til Viborg hos kamptropperne i Prinsens Livregiment.

– Nok på grund af min veltrænede krop, kommer det med et grin fra Niels Jørgen. Da han var færdig ved forsvaret, var der ingen arbejde at få, men man var ved at opføre anden etape af randbebyggelsen på Nejst.

– Det var et firma, der hed Harry Ottosen & Søn. Der fik jeg en prøvetid på 14 dage. Harry sagde til mig, at hvis jeg ikke var til noget, ville jeg blive fyret, hvilket jeg sagde, var helt i orden, fortæller den erfarne murer med endnu et karakteristisk grin.

– Jeg startede og var der i 2 år, indtil jeg selv sagde op som den eneste gang. Så var det, at jeg kom tilbage til Leo Christiansen. Derefter har jeg været ved Brønnum & Møgelmose, hvor jeg også var i lang tid og var med til at bygge kirken i Emmersbæk og rådhuset og mange toiletter og en masse huse overfor Ulvkærskolen, opremser Niels Jørgen.

– Jeg blev selvstændig i 1994 og var det indtil 2015. Masser af papirarbejde, hårde vintre og for stort tidsforbrug på firmaet, men det var dejligt at snakke med kunder om ideer og tegninger. Rigtig dejligt også at arbejde, hvilket jeg aldrig har været træt af, fastslår Niels Jørgen.

– Jeg havde snakket med Brian før og syntes, han var en flink fyr, så jeg var så letsindig, at jeg søgte et job der og fik det. Og så vidste jeg, at Brian gerne vil have lavet noget godt arbejde og ikke nogen nødløsninger. Der er ikke noget med, at han kommer og blander sig. Måske, fordi jeg ved mere om det meste end ham, griner Niels Jørgen og understreger, at det går rigtig godt med Håndværkeren Vendsyssel.

I fritiden går han til lidt fitness og tager til koncerter eller hygger sig hjemme. Engang imellem i biografen, men han kan godt mærke, at han har fået mere tid efter årene som selvstændig.

– Hirtshals er jo også en dejlig by, hvor jeg kender mange søde og flinke mennesker, som man lige snakker med, når man tilfældigt mødes. Og dejlig frisk luft og vind, fastslår Niels Jørgen.

– Mine planer for fremtiden er at finde mig en sød kæreste at snakke og hygge og tage på ferie med og selvfølgelig også arbejde lidt, griner igen Niels Jørgen.

Efter samværet med den muntre murersvend føler man sig da også overbevist om, at Brian Mogensen har gjort et kup ved at ansætte Niels Jørgen Habo Olesen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments