Digter udklækket på Ulvkærskolen

Når man som nærværende skribent har mødt denne digter som lille afghansk pige på Ulvkærskolen, kan man ikke undgå at blive lidt stolt ved at opleve hende læse op ved Ordkraft.

55

Khatera Musleh kom som lille pige med familien fra Afghanistan til Danmark og havnede ved skæbnens ellers lunefulde gunst på Ulvkærskolen i Emmersbæk.

Der var nærværende skribent så heldig at få hendes to storesøstre til dansk som 2. sprog, mens den lille pige ualmindelig hurtigt lærte sproget gennem leg med jævnaldrende først i børnehaven og sidenhen skolen. Allerede tidligt begyndte hun da også at skrive de digte, der i weekenden førte hende til eventen Ordkraft i Aalborg.

– Min bedsteveninde Gulalay og jeg mødte dygtige digtere og forfattere. Vi fik hørt digte på både russisk, grønlandsk og syrisk, hvilket var totalt fedt og noget nyt for os. Der var en rigtig god stemning, så man kunne ikke andet end at nyde det, fortæller Khatera Musleh.

Til dagens anledning havde hun oven i købet skrevet to smukke digte, hvoraf vi har fået lov til at bringe nedenstående:

Endelig hjemme

Føler en indre ro
en ro i mit vildfaret hjerte
glædestårer og et smil
endelig er jeg hjemme

Føler en forelskelse
til mit solide hjem
bygget af to verdner
endelig er jeg hjemme

Føler en glæde så dyb
overvældet af kærlighed
kærlighed til begge mit folk
endelig er jeg hjemme

Føler en fuldkommenhed
harmoni i min kaotiske sjæl
længe har jeg kæmpet
endelig er jeg hjemme

Føler en velsignelse
har fundet roen i mig selv
lykkelig er jeg
endelig er jeg hjemme

Føler en frygtløshed
modig er jeg blevet
endnu et skridt mod drømmen
endelig er jeg hjemme

Føler mig klar
klar til endnu en udfordring
kæmpe vil jeg
endelig er jeg hjemme

Føler mig hjemme
har fundet min vej
mod himmelen ser jeg op
endelig er jeg hjemme

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments