Mandag aften stiftede en generalforsamling Hirtshals Havfiskeklub

Der var et rigtig pænt fremmøde mandag aften ved den stiftende generalforsamling i Hirtshals Havfiskeklub.

16

Initiativrige medlemmer af Hirtshals Sportsdykkerklub har tidligere taget tilløb til det, men først efter grundig forberedelse lykkedes det mandag aften ved en stiftende generalforsamling at få sparket gang i Hirtshals Havfiskeklub.

– Der har været en utrolig stor interesse for at få startet den her klub, så det er da dejligt, at det endelig er lykkedes at få sammensat en bestyrelse og at få godkendt vedtægterne, fortalte John Lindberg i en pause til FlaskePosten.

Den første hurdle var at få fundet en formand, men efter nogen tøven og lidt snakken frem og tilbage kom der et tilsagn fra Kenn Christensen. Derefter gik det ulige meget lettere at få fundet og besat de resterende seks poster i og to suppleanter til bestyrelsen.

Ud over den allerede nævnte vedtagelse af vedtægterne blev der også fastsat størrelse på kontingenter, som blev 350 kr. for seniorer og 200 kr. for juniorer, mens et familiemedlemskab blev fastsat til 550 kr. og dækker alle på samme adresse.

Endelig var der forslag til aktiviteter og arrangementer som eksempelvis en stor havfiskekonkurrence, som skulle bidrage til at sætte lokalt fokus på den fritidsinteresse, der nu for alvor har fået et samlingssted også i Hirtshals.

Klublokale kommer man nemlig til at dele med Hirtshals Sportsdykkerklub. Ligesom sidstnævntes skib Ajax bliver det fartøj, der fremover kommer til at lægge dæk til fisketurene over stengrunde og vrag ud for Hirtshals.

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments