Strandingen af finhvalen ved Blokhus tirsdag d. 23. februar 2016 blev hurtigt et tilløbsstykke for tusindvis af nysgerrige borgere, og det var under stor mediebevågenhed, at hvalen blev opmålt, undersøgt og parteret, skriver TV2 Nord.
Siden har der været kamp i kulissen for at få ret til at udstille skelettet. Jammerbugt Kommune, Skulptur Parken i blokhus og Nordsøen Oceanarium har alle lagt billet ind på at få lov til at udstille knoglerne. Og det bliver den store lokale turistattraktion, der får retten til at have skelettet i Hirtshals.
Finhvalen er det næststørste dyr på Jorden og findes i alle verdenshavene. Den lever et hemmelighedsfuldt liv under overfladen, og der er kun få dokumenterede strandinger af denne art i Danmark. Der var derfor stor interesse for at bibeholde finhvalens skelet i Nordjylland og få formidlet dens historie til offentligheden i de omgivelser, hvor den endte sine dage.
Da konservering af skelettet indebærer betydelige omkostninger, var det ligeledes i Statens Naturhistoriske Museums interesse at lade skelettet blive konserveret og udstillet i Nordjylland.
Nordsøen Oceanarium var med til at dokumentere parteringsprocessen på stranden, og som følge af Oceanariets eksisterende faciliteter blev Statens Naturhistoriske Museum søgt om lov til låne og udstille finhvalens skelet på Oceanariet.
Den 2. marts 2016 har Statens Naturhistoriske Museum meddelt, at finhval-skelettet udlånes til Nordsøen Oceanarium, som hermed får ansvaret oparbejdelse og bevaring af skelettet, muligheder for udstillinger, forskning, samt formidling til et bredt publikum.
– Vi er på Nordsøen Oceanarium meget glade for denne mulighed. I kraft af finhvalens interessante biologi og vigtige rolle i økosystemet, er skelettet omfattet af et stort formidlingsmæssigt potentiale og passer godt ind i den røde tråd på Oceanariet, udtaler direktør Karl Henrik Laursen til TV2 Nord.
Oceanariet har en lang tradition for at formidle om Nordsøens dyre- og planteliv, fra små planktonorganismer til store toprovdyr som hvaler, sæler og hajer. Samtidig er menneskets samspil med og forhold til havet og naturen en central del af formidlingen. Finhvalen er et toprovdyr med en vigtig økologisk rolle, men har historisk set også været en vigtig ressource for mennesket. Skelettet vil derfor kunne indgå som et naturligt led i de fysiske og formidlingsmæssige rammer på Oceanariet.
Til sommer er Oceanariet aktuel med den nye udstilling ”Hvalforskerhytten”, hvormed muligheden for undervisning og formidling om hvaler øges markant. Udstillingen udformes som et eksperimenterende univers, hvor udvalgte hval-arter fra Nordsøen præsenteres. Disse arter vil være udgangspunktet for forskellige formidlingstemaer, hvor Oceanariets gæster og besøgende skoleklasser inviteres til at bruge sanserne og samtidig udfordres til at tage stilling til aktuelle problemstillinger.
I den forbindelse bliver historien om den strandede finhval en del af formidlingen om forskellen på bardehvaler og tandhvaler, og når tid er, vil skelettet også indgå i udstillingen.
På sigt vil finhvalen også blive en del af en fremtidig planlagt udstilling om fødekæder i Nordsøen: ”Rejsen”, hvor gæsten tages med på en rejse fra kysten til havets dyb. Her præsenteres de enkelte led i fødekæden, og gæsten får en oplevelse af den samlede forbindelse mellem havets organismer. Ligesom finhvalens rolle som toprovdyr vil være en del af formidlingen om fødekædens øverste led.