Et nyt hold af kystskippere samt fiskeskippere af 3. og 1. grad er fornylig sendt ud fra Skipperskolen i Skagen.
Forstander Anders Chr. Toft Andersen sendte dem afsted med nogle opmuntrende, men også formanende ord om den viden, som de nu skal ud at bruge.
– Jeg håber inderligt, at I er blevet klogere på jer selv. Det er en lederuddannelse, I har taget. I skal ud og lede andre, have ansvaret for andre, og der er karakterer ikke nok. Der skal bruges menneskelighed og indsigt i egen formåen, sagde blandt andet Anders Chr. Toft Andersen.
Mellem de nye fiskeskippere af 1. grad er Jesper Nielsen og Lars Nielsen fra Hirtshals. Stort tillykke til dem fra os på FlaskePosten!