Det var pædagogen Karl Aage, der havde skaffet et rådyr til undervisningen i natur & teknik, men det var læreren Jean, som også er jæger, der tog over, da dyret torsdag eftermiddag skulle dissekeres i cykelskuret på Bindslev Skole.
Eleverne fra både indskolingen og mellemtrinnet mødte interesserede og nysgerrige frem, men nogle stykker måtte dog undervejs holde sig for næserne og enkelte vende ryggen til undervejs, da dyret blev brækket og undersøgt efter alle fagets regler.
Indvolde blev fundet frem og knogler samt kæber og kranium blotlagt, mens læreren forklarede om de enkelte deles funktioner i den komplicerede krop, hvorfra også mavesækkes grønlige indhold blev endevendt og kommenteret.
Det var bogstavelig talt håndgribelig anskuelsesundervisning i den gode gamle tradition, der i den grad fascinerede og fastholdt stort set alle elevernes opmærksomhed og skærpede deres bevidsthed om et stort dyrs sammensatte anatomi.