Det engelske drama »45 år« i Lønstrup Café Bio

Dramaet »45 år« vises torsdag den 21. januar kl. 19.30 og endvidere den 22. og 24. januar kl. 19.30 i Lønstrup Cafe Bio.

17

Hvad er det, der styrer vores selvbedrag? Og hvad sker der egentlig med de minder og mønstre, der har hobet sig op, når de ses gennem en ny prisme? Hvordan ser man så sig selv?

Det er det terræn, Andrew Haigh afsøger i »45 år«, som er en lille fortælling af mesterligt format. Filmen zoomer ind på et ældre ægtepar. Da den zoomer ud igen, sidder man tilbage med den sjældne følelse af, at verden ser anderledes ud. Det er en klog, elegant og inderligt seværdig film, der hverken fremstår højtravende eller skinger.

Kate og Geoff Mercer står foran et bryllupsjubilæum for deres bryllup.

Få dage inden festen modtager Geoff et brev, hvis indhold har potentiale til at ændre det sammentømrede ægtepars liv radikalt.

Liget af en ung kvinde, der er forsvundet på en gletsjervandring i Alperne i 1962, bliver fundet og skal identificeres. Nyheden når via brev frem til en provinsby i det flade Nordengland, hvor Geoff Mercer (Tom Courtenay) for længst er kommet sig over tabet af sin ungdoms kærlighed og nu lever en fredelig pensionisttilværelse med hustruen Kate (Charlotte Rampling), deres hund og deres bøger.

Forberedelserne til festen forløber som sædvanligt, men imens livet går sin vante gang i det lille engelske lokalsamfund, bliver afstanden mellem Kate og Geoff større og større. – Men hvad er værst: At opdage, at ens liv er bygget på en forkert antagelse, eller at opdage, at det måske er?

På en måde bliver »45 år« en raffineret dissektion af, hvad vi gør for os selv, når vi gør noget for dem, vi elsker.

Den fortæller ikke, at kærligheden overvinder alt. Den er ikke engang sentimental, men et psykologisk drama om to menneskers livslange kærlighed og liv.

Charlotte Rampling og Tom Courtenay blev begge hædret med sølvbjørne i Berlin for deres præstationer i dette britiske drama, der på elegant vis tager parforhold og hemmeligheder op til debat.

Kilde: Lønstrup Cafe Bio.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments