Allerede ved ankomsten til Salon Signe slår det en som kunde eller som i dette tilfælde gæst, hvor hyggelig forretningen ser ud fra Skagen Landevej i Bjergby.
Følelsen forstærkes yderligere, når man træder ind ad døren og modtages imødekommende af den smilende indehaver Signe Leed Thomsen.
Den lokale webavis har tidligere skrevet om den nuværende indehavers overtagelse af salonen, men er denne tirsdag blevet inviteret ud for at høre, hvordan det er gået siden åbningen midt i november.
– Det er simpelthen gået over al forventning med masser af kunder især i december, hvor jeg som nystartet havde svært ved at sige nej og derfor pressede flest mulige ind, fortæller Signe, da hun har budt på kaffe og er blevet færdig med kunden Ida.
– Der var egentlig alt, hvad jeg skulle bruge og et fint lokale, da jeg overtog salonen efter Miré Larsen, men jeg ville selvfølgelig gerne sætte mit eget præg på det meste, forklarer den allerede nu utroligt populære frisør, som sammen med sin mand, der er uddannet murer, har fået kælet for hver eneste detalje i Salon Signe.
– Lyset i lokalet kan jeg lade skifte farve, hvis jeg til aften er blevet træt for eksempel af den grønne, som vi sidder under nu, uddyber hun og peger op mod loftet bag os, hvor en kæde af små pærer kaster en behageligt varm glans over rummet.
– Udvalget af shampoo og andre varer i butikken er alle miljøvenlige og derfor meget anvendelige også til kunder med allergi, hvilket betyder meget for mig og mange andre i den her tid, uddyber Signe.
Undervejs i vores samtale må hun flere gange rejse sig for at tage telefonen bag skranken, hvor også computeren står. Den er et næsten ligeså vigtigt arbejdsredskab som saks, kam og føntørrer, idet eksempelvis meget booking foregår den vej.
– Der er naturligvis også noget administrativt arbejde, når man bliver selvstændig, som jeg i begyndelsen selv ville klare, men ret hurtigt fandt jeg ud af, at det var bedst at have en til det, så jeg kan koncentrere mig om kunderne, fastslår Signe.
Borgerne i Bjergby har da også taget overvældende godt imod Signe, som oprindeligt er fra Tornby og uddannet hos Heidi Vendelbo i Hirtshals. Desuden har hun både mænd, kvinder, unge og børn som kunder fra store dele af oplandet og de nærmest liggende mindre byer.
Vores behagelige samtale har udfoldet sig i en pause, hvor en kunde havde meldt afbud, men afbrydes nu af den næste, der skal have sat håret. Signe giver høfligt hånd ved afskeden og byder kunden velkommen.
Salon Signe
Skagen Landevej 92 Bjergby
9800 Hjørring
Telefon: 61772577
Link til booking og info: Salon Signe