
Danmarks fødevaresektor har i dag fået tilført nye kræfter af et bredt flertal i Folketinget, citerede vi her på den lokale webavis tidligere denne tirsdag fra en pressemeddelelse udsendt af Miljø- og Fødevareministeriet.
Deri er koken Uffe Truelsen, der til daglig er køkkenchef på Horne Efterskole, mildt sagt lodret uenig, idet har knivskarpt kritiserer regeringen og det brede flertals såkaldte Fødevare- og landbrugspakke:
“Nå men så tillykke til landmændene! I må producere flere svin. Svin I taber penge på pr. stk pga. en lav notering… Og nu kommer det store spørgsmål – tror I at prisen stiger eller falder når der kommer mere grisebasse på markedet?”
“Svaret findes både i historien og i mekanismerne omkring udbud og efterspørgsel, men noget tyder på I ikke evner at hjælpe jer selv… Ud over landmændene så taber miljøet selvfølgelig også, men vækst skal der til… Jeg tillader mig at forlange politikere, landmænd, landboforeninger og forbrugere med visioner for mennesker og respekt for miljøet under mit juletræ i år!”
“Jeg kan bare konstatere at økonomien i landbruget er dårlig og at landbrugets svar næsten altid er at investere flere penge og producere mere af den samme kvalitet – det har ikke virket endnu og det kommer det heller ikke til. De økonomiske beregninger der bliver lavet, betinger sig åbenbart altid, at prisen forbliver den samme selv om produktionen stiger, og det sker så godt som aldrig.”
Kritikken er fremført på Facebook, hvor Uffe Truelsen efterfølgende har debatteret med flere, idet han fastholder, at man i stedet burde skabe et både miljørigtigt og økonomisk bæredygtigt landbrug i Danmark.
Link til tidligere artikel: Dansk akvakultur får et løft med aftale om fødevarer