Efter Foreningen Solhjems overtagelse af det tidligere plejehjem i Bjergby er der virkelig kommet gang i renoveringen, idet de frivillige også får hjælp af Uggerby Husflid.
– I den fløj, hvor Uggerby Husflid har lejet sig ind, vil der blive fjernet nogle vægge, fjernet døre og muret andre døre til. Der skal laves nogle nye installationer, males, nye gulve og så videre. Uggerby Husflid forventer at flytte ind i begyndelsen af det nye år, fortæller Kim Nygaard Hansen fra Foreningen Solhjem.
Uggerby Husflid har i dag kurser formiddag, eftermiddag og aften mandag til torsdag i trædrejning og håndarbejde. Med de bedre forhold, som Uggerby Husflid snart kan give kursisterne i Aktivitetshuset Solhjem, vil de over tid udvide deres indsatsområde med kurser i strikning, hækling, pileflet, patchwork, stoftryk, kunstmaling og meget andet.
De vil også gerne arrangere weekendkurser med mulighed for overnatning i Aktivitetshuset Solhjems 10 til 15 dobbeltværelser, som gør, at man kan have deltagelse af kursister, der kommer langvejs fra samt udenlandske kursister. Uggerby Husflid vil desuden afholde forskellige udstillinger i fremtiden.
Enndelig har de planer om også at inddrage skoler og eventuelt demonstrere husflid for klasser i løbet af året og måske holde åbent i sommerperioden for turister.
Foreningen Solhjem holder desuden stort julemarked med lopper og kunst hver søndag fra den 29. november til den 13. december kl. 11 til 16.
Foto: Privat.