Webavisen er så heldig igen i år at have fået ikke færre end 15 skrappe og skarpe praktikanter, som i de næste par uger vil skrive artikler med fokus på Bindslev og Tversted.
Det er eleverne i 6. A på Bindslev Skole, der har et emne om medier og aviser i faget dansk, som derfor har fået den ansvarsfulde tjans som redaktionelle praktikanter på FlaskePosten.nu.
Eleverne vil i de 14 dage, hvor de sammen med webavisen deltager i Avisen i Undervisningen, arbejde med forskellige journalistiske genrer og vil med afsæt deri sætte fokus på de to byers butikker og foreninger.
Praktikanternes artikler forventes altså offentliggjort på webavisen i løbet af de næste par uger. Rigtig god fornøjelse til de unge journalistspirer og ikke mindst vores læsere.