Efter en lang arbejdsdag har efterårets mørke sænket sig med rusk og regn udenfor, men desto hyggeligere er det derfor også at indfinde sig hos Anne-Mette og Kasper på normann’s i Hirtshals.
Anne-Mette Hansen og Kasper Normann.
Hvad der har lokket webavisens udsendte hjemmefra på en ganske almindelig onsdag aften er et af parrets mange appetitvækkende opslag på restaurantens side på Facebook. Denne gang er det et foto af en lækker omgang stegt flæsk med persillesovs. Man kan få alt det, man kan spise, for bare 98 kr.
Der sidder gæster ved flere af bordene med levende lys i den hyggelige restaurant. Straks ved ankomst vartes man op og bliver elskværdigt betjent. Det stegte flæsk er perfekt og persillesovsen ligeså med rygende varme kartofler. Skyllet ned med en kælderkold Tuborg. Ikke noget fisefornemt over det, men opmuntrende ligetil.
Der er da heller ingen tvivl om, at parret med sådan en traditionel og rustik ret rammer bulls eye, idet den slags ikke for tiden serveres andre steder i Hirtshals. Hatteløft og fem kokkehuer fra FlaskePosten.nu.