Ganske vist påstod indehaveren Allan, at heksen har været flottere tidligere år, men som hun mandag aften stod der på bålet i silhouet mod aftenhimlen, tog hun sig under alle omstændigheder fantastisk ud, mens hun afventede sin skæbne.
Den fik hun imidlertid også lov til at vente lidt på, idet Fun-Park denne Sankt Hans i samarbejde med Fyrklit serverede grillet hjort med flødebagte kartofler og flere slags salat. Ikke bare serveret på pap og med plasticservice, men på rigtige tallerkner med knive og gafler af stål.
– Vi har simpelthen valgt at lukke restaurantens køkken for så at invitere alle gæsterne med herover og spise hjort, fortalte Christian Christensen.
– Det er et samarbejde, som vi har tænkt os at udvikle på flere områder, fordi vi lokalt er nødt til at stå sammen for at klare konkurrencen, supplerede Per Søeby.
Mens Allan passede grillen, hjalp nogle af Fyrklits folk til med at skære hjortekødet for, hvorved alle de mange tilmeldte spisende hurtigt fik serveret maden og kunne nyde den enten i teltets skygge eller i den overraskende varme aftensol. Allan anbefalede gæsterne at give det møre hjortekød lidt ekstra salt, hvorved det virkelig kom til sin ret.
– Vi havde omkring 120 tallerkner og alle er blevet brugt, kunne Allan konstatere, før han gik i spidsen over til bålet og bød velkommen, hvorefter alle sang med på Midsommervisen.
Bålet viste sig at være lidt langsommere til at bryde i lys lue, end det plejer at være, men efter en stund kom der fut under heksen, som så på behørig vis og med et hyl blev sendt til Bloksbjerg.