Verdens længste fodboldkamp spillet søndag på Schlie Arena

Det var en ekstremt langtrukken fodboldkamp, der søndag blev spillet af de gamle drenge fra Hirtshals og Kvissel.

23

Hirtshals Boldklubs gamle drenge var med en 1. plads i turneringen Vendelboerne klar til at spille kvartfinale søndag kl. 14.00 ved Vendsyssel Mesterskabet i Old Boys fodbold, som også kaldes VM Turneringen.

Da webavisens udsendte ankom nogle minutter for sent, var kampen imidlertid ikke blevet fløjtet i gang, hvilket simpelthen skyldtes det beklagelige forhold, at dommeren ikke var ankommet, selv om han var blevet bestilt.

Efter et kvarters ventetid blev de to hold dog enige om at sætte kampen i gang med en frivillig som dommer. Holdene tilkendegav på forhånd at ville bestræbe sig på fair play også overfor dommeren, men det var ikke nogen let opgave, der ventede unge Tobias Lynggaard Jensen.

Især ikke efter de første 10 minutters spil, hvor et selvmål bragte hjemmeholdets gamle drenge foran 1-0, hvilket lagde pres på de ellers velspillende gæster fra Kvissel. Desværre måtte Torsten Olesen, som er en af de lokale topspillere, efter yderligere et kvarters tid hjælpes ud af banen, men han kom heldigvis lidt senere tilbage på grønsværen.

Hirtshals holdt da også føringen til pausen, men sidstnævnte skulle vise sig at trække ud og derved gøre kampen til en af fodboldhistoriens længste, idet man valgte at vente på den sorte dommer, der først dukkede op efter 40 minutter.

Henved 15 minutter inde i 2. halvleg scorede og udlignede gæsterne på et frispark få meter udenfor straffesparksfeltet, men bare 5 minutter efter bragte netop Torsten Olesen hjemmeholdet foran 2-1.

Dernæst gik der igen bare 5 minutter, før endnu et frispark til gæsterne og på næsten præcis samme sted atter muliggjorde en reducering til 2-2, hvilket bragte nyt håb og fornyet energi til spillerne fra Kvissel.

Dødsstødet til hjemmeholdet faldt efter 40 minutter af 2. halvleg, hvorefter den usædvanligt langtrukne fodboldkamp trods alt fortjent blev vundet med 2-3 af gæsterne fra Kvissel, som dermed er videre ved VM.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments