Der bliver bål utallige steder mandag den 23. juni, men næppe mange andre steder bliver der serveret så god mad som i Fun-Park.
– Vi har haft forrygende travlt med omkring 1500 gæster siden sidste lørdag, fortæller indehaveren Allan, mens han viser den flotte heks og det store sankthansbål frem for FlaskePosten.
Menuen mandag aften, hvor grillen tændes kl. 18.00 og bålet kl. 19.30, står nemlig på en af parkens specialiteter, som er grillet hjort med flødekartofler samt salat og flutes.
– Vi har omkring 100 tilmeldte til spisning, så der kan ikke klemmes ret mange flere ind ved bordene, oplyser en tydeligt tilfreds Allan.
Glæden skyldes ikke bare udsigten til Sankt Hans, men også et uventet besøg af søndag af bussen med nordmænd fra Fjord Line, som ikke plejer at køre til Fun-Park.
– Det kom lidt bag på mig, fordi vi tidligere har forsøgt at få parken med på ruten, som bussen kører fra havnen, men hidtil forgæves, noterer Allan.
– Det var ellers nogle meget, meget positivt overraskede nordmænd, som jeg her sidst på dagen kunne følge tilbage til bussen, tilføjer indehaveren.
Selv er han i øvrigt også blevet positivt overrasket, fordi NT har lavet et kærkomment stoppested for Skagerakkeren lige ud for Fun-Park.