Hammel GF og Hjallerup IF satte et solidt håndaftryk på søndagens finaler i Tornby Cup 2015. Hos U12 pigerne i A finalen lignede kampen for Hammel GF i 1. halvleg da også en renlivet walkover mod HH80 fra Hirtshals.
Med en solid føring burde pigerne fra Hammel GF for en umiddelbar betragtning have været i stand til på det tidspunkt at lukke kampen, men i 2. halvleg formåede holdet fra Hirtshals i løbet af forbavsende kort tid og med utrolig disciplineret spil at vende udviklingen og kom rent faktisk på 14-14, før gæsterne igen fik fat i spillet og vandt 15-18 i den til tider højdramatiske håndboldkamp i Tornby Hallen.
Altså trods alt en særdeles velfortjent 2. plads og sølv til de skrappe U12 Piger fra HH80. Fra tilskuerrækkerne havde holdet fra Hirtshals da også fået solid opbakning ikke mindst af en flok lokale piger, som gjorde sig positivt bemærkede med sang og kampråb, der bidrog til at løfte stemningen i Tornby Hallen.
Pokaloverrækkelsen efter den spændende kamp, hvortil der som allerede antydet var et stort og særdeles veloplagt publikum bag begge pigehold, blev traditionen tro forestået af halinspektør Henning Sigsgaard.
Find resultaterne i dagens finaler her: Tornby Cup 2015