Fredag blev det fjerde arrangement afholdt i Tornby Vinklub for Kvinder. Paradoksalt nok var det øl, der blev serveret og oven i købet af en mand. Der var 41 kvinder med til arrangementet og herunder en del nye medlemmer.
– Vinklubben er da også lige præcis en god mulighed for at lære nogle andre eller nye kende, også hvis man er ny og tilflytter. Der var desuden flere deltagere udefra, som også er mere end velkomne, fortæller Bettina Sigsgaard
Der skulle smages på ikke mindre end 10 forskellige øl, som Flemming Starcke alle havde valgt ud fra, at han kendte nogle kvinder, der kunne lide dem.
Ølentusiasten Flemming Starcke.
Flemming fortalte entusiastisk og udførligt om hver øl ned til mindste detalje; omkring forskelle på malten, bryggemetoder, hvem der havde brygget øllet og dets oprindelse.
Blandt andet fik de tilstedeværende kvinder historien om Trappist-munkene, der ikke må tale, men har én talsmand, som sjovt nok er et hverv, der er kamp om.
– Der var en fantastisk stemming af liv, glæde og især hygge, og det var til tider nok svært for Flemming at få ørenlyd, men det lod nu ikke til at påvirke ham, fortsætter Bettina Sigsgaard.
Efter Flemming Starckes foredrag om belgisk øl var der tid til klubbens obligatoriske afterparty, hvor alle blev og hyggede sig et par timer.
Altså endnu et succesfuldt arrangement i vinklubben, hvor det næste bliver julefrokost i starten af november. Ligesom kvinderne efter planen barsler med champagnesmagning til foråret.
Ved sidstnævnte arrangement vil kvinderne tage ud af huset og forventer, at det bliver til et sted med havudsigt. Hvorhenne kan webavisen dog endnu ikke afsløre.
Foto: Tornby Vinklub for Kvinder