Vandstand og vejrudsigt er perfekt ved starten på Uggerby Å Cup

Sportsfiskerforeningen For Hjørring og Omegn (SFHO) afholder som foromtalt på FlaskePosten fra fredag til søndag for 12. år i træk den store fiskekonkurrence Uggerby Å Cup.

21

Kigger man alene på fangsterne var sidste års konkurrence en skuffelse på grund af for lav vandstand og dermed for få og små fisk, men det sociale samvær især i ølteltet og på den midlertidige campingplads ved shelterne og naturlegepladsen overfor Bindslev Gl. Elværk og fisketrappen går man aldrig fejl af ved Uggerby Å Cup.

– Forsalget har desværre ikke været helt så godt i år som tidligere, men nu er der rigtig godt gang i salget ved teltet, hvilket måske skyldes den perfekte vandstand efter den seneste tids regn og ikke mindst vejrudsigten, som alt sammen tegner perfekt, forklarede fredag eftermiddag Jørgen Bech, som er en af tovholderne ved Uggerby Å Cup.

På pladsen foran teltet er der, ud over den store fladskærm, hvor konkurrencens indvejede fisk løbende kan ses, opstillet en kæmpe tavle med fotografier af tidligere års fangster, så man kan se, hvad der kan være i vente. I 2005 fangede Niels Gårdbo eksempelvis på flue en kæmpe havørred på ikke mindre end 11.7 kg.

Der er igen i år præmier for henved kr. 100.000, hvoraf førstepræmien har en værdi af kr. 20.000 for den største havørred. Desuden kan man på deltagerbeviset vinde en fiskerejse, hvor man kan prøve kræfter med de store laks på Island. Vel at mærke i en af verdens bedste lakseelve. Rejsen har en værdi af kr. 18.000.

Det er altså bare med at komme afsted til den store, men også hyggelige konkurrence, hvor startskuddet lyder kl. 18.00 fredag og præmieoverrækkelser finder sted søndag kl. 13.00, som altid trækker et stort publikum.

Læs mere her: Sportsfiskerforeningen For Hjørring og Omegn 

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments