Fælles fodslaw gav ny aktivitetsplads i Vidstrup

Søndag den 23. august indviede Tornby-Vidstrup spejderne og Vidstrup Borgerforening Vidstrups nye aktivitetsplads. Den er skabt med hele byens hjælp og med økonomisk støtte fra Hjørring Kommune, LAG-midler og Hirtshals Sparekasses Gavefond

22

Af Helle Møller Riis

I høj solskin, med en varm brise fra øst og med mere end 70 tilskuere som vidner snittede næstformand i teknik og miljøudvalget i Hjørring Kommune, Per Møller, det orange bånd over med en spejderdolk, da han officielt indviede Vidstrups nye aktivitetsplads.

Han roste den nye plads, der har vundet gehør i Hjørring Kommune og som har været med til at bane vejen for lignende projekter som ”Det grønne hjørne” i Horne, ”Destination Bindslev” og aktivitetshuset i Tversted:

”I har vist visioner og handling her i Vidstrup. Det børi være super stolte over. Det er den vej vi skal gå, hvis vi skal vende udviklingen i vores landsdel. Samvær og sammenhold. I fællesskab har i, spejderne, borgerforeningen og Hjørring Kommune, løftet opgaven. Stort tillykke med jeres fælles fodslaw ”, lød det fra Per Møller.

Projektet i Vidstrup er støttet af Hjørring Kommunes matchningsmidler, af de europæiske LAG-midler og af Hirtshals Sparekasses Gavefond. Det er tegnet af landskabsarkitekt Jeppe Urban, og er blevet kaldt ”fra mark til muligheder”.

Under indvielsen af pladsen den 23. august var det også tydeligt, at der er masser at tage sig til på den nye aktivitetsplads. Det gamle stadion på hjørnet af Kjærsgaardvej og Gl Hirtshalsvej i Vidstrup er fuldstændig forvandlet: Her er to nye shelters med bålplads, en flot indgangsportal med bænke, en syvmands fodboldbane med ny-restaurerede mål, et væld af træer og buske, et fælleshus og to mindre hytter. Og frem for alt er her masser af plads og natur til at lave aktiviteter i:

“Vores drømme om den her sted har været fem år undervejs. Vi har længe ønsket at få bedre muligheder for spejderaktiviteter, men det har hele tiden været altafgørende for os, at få Vidstrup by med ideen”, sagde spejderleder Tonny Sørensen  i sin åbningstale.

Han understregede, at pladsen netop ikke kun er for spejdere, men for alle i Vidstrup by, for cyklister, turister, friluftsmennesker og forbipasserende, der kunne få lyst til at bruge de nye muligheder, der ligger på den gamle boldbane i Vidstrup.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments